Nyhed

ESBJERG: Her er den nye Tobakken-booker

Det bliver 34-årige Sune Rasmussen, som fremover skal slå tonen an i Tobakken, og som selv har et helt særligt forhold til stedet

I slutningen af maj blev det endelig offentliggjort, at Musikhuset Esbjerg overtager Tobakkens lokaler fra den 1. august, som har været lukket siden spillestedet gik konkurs i starten af 2023. Hurtigt gik jagten i gang efter Tobakkens fremtidige booker, og valget er altså faldet på Sune Rasmussen, som kommer med en baggrund som spillestedsleder på Tøjhuset i Fredericia.

Direktør for Musikhuset Esbjerg og nu også Tobakken, Torben Seldrup, udtaler i en pressemeddelelse, at man ikke er i tvivl om, at man har fundet den rette mand til jobbet:

”Sune Rasmussen har, på trods af sin alder, stor erfaring i musikbranchen og et stor og
solidt netværk, både nationalt og lokalt. Han er vellidt og respekteret, han er strategisk
tænkende og udviklingsorienteret, og så har han leveret fremragende resultater på
Tøjhuset. Der er slet ikke nogen tvivl om, at han er den rette til at sætte den kunstneriske kurs for Tobakken”.


Booker med hjertet i lokalområdet
Sune Rasmussen har da også leveret gode resultater i løbet af de seks år, han har været spillestedsleder i Fredericia. I tiden med Sune Rasmussen bag røret er Tøjhuset nemlig gået fra et årligt besøgstal på omkring 14.000 til det tredobbelte i dag, blandt andet takket være åbningen af spillestedet Eksercerhuset, som Sune Rasmussen har ledet sideløbende siden 2021.

I pressemeddelelsen skriver Musikhuset Esbjerg og Tobakken, at målet for fremtidens Tobakken er, at stedet "både skal kunne præsentere de største danske artister og internationale profilnavne, og at spillestedet samtidig skal dyrke det smalle, det skæve og det nye. Og så er det afgørende, at spillestedet får en stærk lokal forankring".

Netop den lokale forankring er noget, som Sune Rasmussen vægter højt i sit nye virke som booker:


”Mit vigtigste fokus til at begynde med vil være på at få etableret en god kontakt til de
lokale foreninger. Der er mange i Esbjerg, der har en mening om Tobakken og en stor
kærlighed til stedet, og dem skal vi i dialog med. Så afsættet bliver lokalt, og derefter kan vi så gå i gang med at se på bookinger af nationale og internationale artister,” siger
Sune Rasmussen, som nærmest vender hjem, når han starter i sit nye job. 

Sune Rasmussen har nemlig tidligere haft mange oplevelser i Tobakkens lokaler, som da han som barn optrådte på scenen som en del af Ribe Rockkor, og da han i 2009 til 2017 selv blev ansat på stedet, hvor han startede i mesterlære som eventkoordinator, hvor han nåede at planlægge og afvikle massevis af koncerter, at arbejde med fundraising og markedsføring og at være leder af De Studerendes Hus, det nuværende Kanten.

Sune Rasmussen trækker i arbejdstrøjen efter sommerferien den 1. september, og ser frem til at kunne skabe nye musikoplevelser i Tobakkens lokaler:

”Jeg har søgt jobbet som booker og takket ja til det, fordi det er fantastisk at få
muligheden for at være med til at få Tobakken op at stå igen. At føre de gode traditioner videre og være med til at skabe nogle nye, spændende ting på stedet. Esbjerg er en by, der er rigtig glad for rytmisk musik, og der står et stort publikum på spring til at komme ud og få nogle fantastiske koncertoplevelser igen. Tobakken er et sted, som giver alle, der har med stedet at gøre, kærlighed i øjnene – det gælder både kunstnerne, der optræder der, og publikum. Derfor glæder jeg mig virkelig til at komme i gang på det ny Tobakken,” siger Sune Rasmussen.


Musikhuset Esbjerg har tidligere udtalt, at man forventer fuld drift i Tobakken i midten af 2025. 

LÆS OGSÅ: Nyt warehouse venue i København vil opskalere elektroniske fester

ANNONCE