Nyhed

Tidligere Red Hot Chili Peppers-guitarist sagsøgt for dødsfald

Den dræbtes familie mener at have vigtige beviser mod musikeren

Josh Klinghoffer sagsøges af familien til 47-årige Israel Sanchez, som blev dræbt den 18. marts 2024, da han krydsede et fodgængerfelt, og blev ramt af Klinghoffers bil. Det skriver Pitchfork. Anklagen fra familien lyder på "wrongful death", som kan minde om det danske "uagtsomt manddrab". "Wrongful death" kræver ikke, at der er foretaget en kriminel handling, og sagerne bliver derfor ført som en civil retssag, hvorimod "uagtsomt manddrab" i Danmark er en kriminel lovovertrædelse, og derfor bliver behandlet i strafferetten. 

Familien til den dræbte mener, at Josh Klinghoffer brugte sin mobiltelefon, mens han foretog et venstresving i sin SUV og ramte Israel Sanchez, som var på vej over vejen til fods i et fodgængerfelt. 47-årige Sanchez døde efterfølgende af sine kvæstelser, og ifølge familien blev der aldrig foretaget nogle anholdelser i forbindelse med hændelsen. Familien mener desuden at have videomateriale, hvor de kan bevise, at Klinghoffer sidder med sin telefon, mens han kører bilen.  

Josh Klinghoffer vikarierede som guitarist i Red Hot Chili Peppers fra 2009 til 2019 for sin kollega John Frusciante. I 2012 blev 32-årige Klinghoffer optaget i Rock and Roll Hall of Fame som en del af Red Hot Chili Peppers, hvilket gjorde ham til det yngste medlem af rockens hellige haller på daværende tidspunkt.  


Ifølge det amerikanske medie Pitchfork kalder Klinghoffers advokat dødsfaldet for en "tragisk hændelse" og tilføjer, at Klinghoffer forsøgte at hjælpe Israel Sanchez:

"Efter bilen ramte fodgængeren, stoppede Josh straks køretøjet, ringede 911 og ventede, indtil politiet og ambulancen ankom. Han samarbejdede fuldt ud i trafikundersøgelsen", udtaler advokat Andrew B. Brettler.

Efter sin tid som guitarist i Red Hot Chili Peppers har Josh Klinghoffer også spillet med Pearl Jam og Jane's Addiction. 


LÆS OGSÅ: BAGKATALOG: Da GAFFA mødte Red Hot Chili Peppers i Los Angeles

ANNONCE