”Den nye single behandler et alvorligt emne, som begge artister har et nært bekendtskab til”
Denne fredag står i sandhed i musiksamarbejdets tegn. I nat udgav Benny Jamz og Gilli et fællesalbum ud af det blå, Andreas Odbjerg, Lamin og Ida Laurberg har i dag udgivet en fælles single, Klumben og Raske Penge er tilbage, og nu er Tobias Rahim og Aarhus-rapperen Omar også klar med en ny single.
Den nye single hedder ”911”, og i en dertilhørende pressemeddelelse hedder det, at sangen, foruden at behandle et alvorligt emne, som begge artister har et nært bekendtskab til, også viser, ”at musikken ikke kun er en flugt, men også en vej til heling og forståelse”.
Trods alvoren er der bestemt ikke tale om nogen sagte sang, men snarere en klassisk klubbanger, der med garanti vil finde sin vej til sommerens fester. Omar, der udgav sin første sang i 2016 og har masser af samarbejder i baggagen, er kendt for at kanalisere personlige kampe ind i sin musik, og det samme gør sig altså gældende på den nye ”911”.
Du kan høre sangen nedenunder:
LÆS OGSÅ ALBUMANMELDELSEN: Melodisk solskinsrap fra Aarhus