Nyhed

Kundo melder klar til Roskilde Festival med ny single – hør ”Energien” her

Vejle-rapperen udgav sin første single for blot et års tid siden, men har allerede taget den danske rap-scene med storm. I dag udgiver han ny single.

I begyndelsen af året begik Kundo en ikke så lille genistreg med udgivelsen af ”North Face” featuring Lamin. For i øjeblikket findes der næsten ikke nogen bedre vej ind i dansk hiphops gyldne rækker og derfor også et af landets største publikummer. Blærerap-bangeren har da også rundet næsten to millioner streams på Spotify. Den 1. juli giver Kundo koncert på Roskilde Festivals Eros-scene, og han har et nyt nummer med, der udkommer i dag: ”Energien”.

Og rapperen, der er særligt værdsat for hans lyriske og melodiske rap, holder også gang i ilden på ”Energien”, der ligesom ”North Face” er produceret af Hossy. Det er bestemt ikke svært at forestille sig ”Energien” pumpe ud af højtalerne i diverse camps i løbet af festivalen.

Ifølge Kundo handler ”Energien” om ”at holde humøret højt lige meget, hvad man går igennem. Og altid huske på at nyde de gode dage, når de endelig er der”, fortæller han og går mere i dybden med inspirationen til nummeret:


”Vi sad og lyttede på gamle plader, fandt en 60’er-agtig sample-maskine frem og begyndte at hive forskellige tracks ud. Da vi faldt over de her korstemmer, lå ”Energien” der bare, og sangen skrev sig selv”, afslutter han i en pressemeddelelse.

Udover Lamin-samarbejdet var Kundo senest feature på Thor Farlov-singlen ”Noget si’r mig” samt ”Til mit hjerte stopper” på Kind mod Kind-albummet </3.

Hør den nye single ”Energien” her:


ANNONCE