Den nye single ”Giv mig alt” er med popstjernes egne ord en hyldest til ”at ha’ det sjovt og leve fuldt ud”.
Medina har netop afsluttet sin anmelderroste arenaturné, hvor hun gav udsolgte shows i både Royal Arena og Djursland Bank Arena. GAFFAs anmelder, Camilla Fuhr, kvitterede med fem ud af seks stjerner for den udsolgte koncert Royal Arena. I løbet af sommeren skal hun spille intet mindre end 24 koncerter på blandt andet Smukfest, Musik i Lejet og til Fredagsrock i Tivoli, inden hun lukker Arena-scenen på dette års Roskilde Festival. I dag er hun klar med en ny ”up-tempo single til sommerfesten”: ”Giv mig alt”.
Den nye single er årets andet udspil fra Medina, der i marts genudgav 2023-singlen ”Danser for mig selv” – denne gang featuring nordiske singer-songwriter, Julie Bergan. I en pressemeddelelse fortæller Medina følgende om den nye single, der også kaldes en up-tempo single til sommerfesten:
”'Giv mig alt' er en sang om frihed. Følelsen af frihed når jeg husker tilbage på nogle af de sjoveste nætter i mit liv med mine venner omkring mig, hvor alt i hele det space vi befandt os i, var lykke, ro, og at tage pis på hinanden. At ha’ det sjovt og leve fuldt ud”.
Du kan lytte til den nye single lige her og i løbet af sommeren, hvor den med garanti vil være en del af sættet under de 24 koncerter, som popstjernen står for.
LÆS OGSÅ: Her er vores allerførste liveanmeldelse af Medina - og alle de flotte billeder