Nyhed

Nyt headset bygget til hjemmearbejde og bevægelse

Zone 300 fra Logitech lover komfort, masser af batterilevetid og god lyd til hjemmekontoret

Selvom vi – heldigvis – har lagt Corona-pandemien godt og grundigt bag os, så er vi mange der stadig oftere og oftere arbejder hjemmefra.

Derfor er onlinemøder, konferencer og webinarer blevet en hverdag for mange af os, men samtidig er vi også blevet stadig mere afhængige af god lyd, og ikke kun til den fede musik.

Logitech er nu klar med et nyt headset, Zone 300, til alle der arbejder hjemmefra, et headset der lover både at give den gode lyd til konferencer, møder og så videre, at skabe stilhed til arbejdet – hvilket kan være en udfordring for mange når der arbejdes hjemmefra, og samtidig sikre muligheden for at bevæge os rundt uden nødvendigvis at miste stilheden, den gode lyd eller skulle tage headsettet af og på hele tiden.


Zone 300 kommr med dobbelt støjreducerede mikrofoner på en forlænget mikrofon arm, hvilket skulle sikre den gode lyd til dem du snakker med. Begge af disse mikrofoner er udstyret med en algoritme der undertrykker baggrundsstøj.

Headsettet er, naturligvis fristes jeg til at skrive, certificeret til Microsoft Teams og Zoom, og er udstyret med multipoint bluetooth, så du kan have både computer og smartphone forbundet på samme tid, og bevæger du dig væk fra computeren skifter headsettet automatisk over til mobilen.


Logitech lover at headsettet er let og behageligt at have på, og at det leverer op til 20 timers lyttetid og 16 timers taletid på en fuld opladning.

Prisen skulle ligge på omkring 600 kroner og er på markedet nu.

LÆS OGSÅ: Nyt headset lover at fjerne distraktionerne


ANNONCE