Nyhed

Spotify-CEO efter X-kritik: "Jeg var alt for vag i opslaget"

CEO og medstifter af Spotify Daniel Ek reagerer efter massiv kritik på det sociale medie X

I et længere opslag på X den 29. maj skrev Spotify-bossen Daniel Ek, at "i dag, hvor det er næsten gratis at skabe indhold, kan folk dele utrolig store mængder indhold". Det fik hurtigt mange musikere og musikbranchepersonligheder til tasterne, hvor en kaldte opslaget "helt sindssygt", og en anden gerne ville minde svenskeren om, at det "koster tid at skrive musik, det koster at købe udstyr til at indspille musik, det koster at masterere, og det er heller ikke gratis at uploade musikken til alle platformene. (...)."


I dag kommenterer Daniel Ek på den massive kritik, og kalder ordlyden i sit eget opslag "alt for vag" og "klodset". Samtidig understreger han, at det ikke var for "at nedvurdere den tid, indsats eller de ressourcer, der er involveret i at skabe meningsfulde værker, hvad enten det er musik, litteratur eller andre former for kreativ udtryk".


I stedet ville han med opslaget undersøge, hvordan man kan sikre, at "de dristige, spændende, verdensændrende ideer og kunstværker ikke går tabt i mængden. Det betydelige fald i omkostningerne til skabelsesværktøjer (mikrofoner, bærbare computere, kameraer) har ført til en hidtil uset eksplosion i mængden af, hvad folk er i stand til at producere". 

Slutteligt erkender Spotify-bossen, at budskabet i det oprindelige opslag ikke var tydeligt nok: 

"Mit fokus var på at udforske varigheden af de mest kreative, mest tankevækkende ideer. Det kom ikke frem, og det er min fejl". 


Det er dog langt fra alle på X, som godtager Daniel Eks forklaring. Se nogle af reaktionerne nedenfor.



LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Bare stik mig Drakes MobilePay med det samme…

ANNONCE