Nyhed

Sulka er tilbage med nyfunden frihed og sult – lyt til den nye single her

Rapperen Sulka har ikke udgivet noget i to år, men det ændrer sig i dag. Og den nye single ”Lykkes 1 dag” er ovenikøbet lavet i samarbejde med to spændende artister fra vækstlaget.

I sommeren 2022 fik vi singlen ”Kun mit” featuring Aggi samt dobbeltsinglen ”La’ nu vær (h.v.h)/Det gør du bare”. Siden da har der været stille fra Sulka, hvad angår ny musik. Inden da – i 2021 – meddelte Sulka, at hun ville holde pause på ubestemt tid grundet ”grænseoverskridende adfærd fra mandlige kollegaer”, som hun kaldte for en ”af de mest præsente tematikker” gennem hendes rejse i musikken. Men nu er Sulka tilbage – og Sulka er sulten. Vigtigst af alt, er Sulka også fri; for fremover udgiver hun 100% selvstændigt, fremgår det af en pressemeddelelse.  

Den nye single ”Lykkes 1 dag” kommer også med spændende credits. Sulka er kendt for sine mange samarbejder med Tue Track, der også producerede hendes femstjernede debutalbum Epoker. Denne gang er det Sulka, Christian Høgh og Hummerdreng, der er nævnt som producere på singlen.

Hummerdreng udgav sit debutalbum Alt godt fra havet i begyndelse af 2024 og modtog fem stjerner fra GAFFAs imponerede anmelder. Christian Høgh udgav sit andet album Hvis jeg var en anden i 2024, der modtog en mere lunken trestjernet anmeldelse, men som fortsat blev fremhævet for at sætte sit ganske eget præg på dansk hiphop. Og sammensmeltningen af de tre særegne artister på ”Lover 1 dag” er intet mindre end særdeles vellykket.


Du kan lytte til den nye single her:

LÆS OGSÅ: SULKA-INTERVIEW: Beats og bars på højt plan


ANNONCE