Nyhed

Bang & Olufsen relancerer musiksystem fra 90’erne

Beosystem 9000c er er det andet produkt i Bang & Olufsens Recreated Classics-serie der giver liv til klassiske systemer

Den danske lydspecialist har en plan – de vil sikre lang levetid for deres produkter, og deres Recreated Classics-serie er, ifølge producenten, et udtryk for netop den strategi.

Beosystem 9000c er en relancering af et klassisk system fra 1990’erne, og Bang & Olufsen fortæller, at det er en restaureret og nytænkt udgave af Beosound 9000 CD-afspilleren fra 90’erne, parret med Bang & Olufsens Beolab 28-højttalere fra 2021 for at give systemet et moderne udtryk for en kraftfuld lytteoplevelse.

I en pressemeddelelse fortæller Bang & Olufsen, at de er dedikerede til: ”at skabe produkter, der kan modstå tidens tand,” og at de: ”ønsker at vise, at et second hand-produkt kan være lige så attraktivt som et nyt produkt.”


Til formålet har Bang & Olufsen fremskaffet 200 eksemplarer af den originale Beosound 9000 cd-afspiller og sendt dem tilbage til virksomhedens fabrik i Struer, hvor de første gang blev skabt tilbage i 1996.

Her bliver cd-afspillerne skilt ad, inspiceret og restaureret grundigt af serviceteknikere, hvor flere oprindeligt arbejdede på Beosound tilbage i 1990’erne.

Beosound 9000 blev introduceret tilbage i 1996 som et musiksystem med en 6-disk cd-skifter med indbygget AM/FM-radio, og var oprindeligt designet af David Lewis.


Beosystem 9000c er naturligvis ikke et massemarkedsprodukt med omkring 200 enheder på markedet, og de, der rammer markedet, bliver næppe billige. Men det er en spændende tankegang, og det bliver interessant at se, hvad det næste produkt i serien bliver.

LÆS OGSÅ: Ny audio-afspiller lover det bedste fra den digitale og analoge verden

ANNONCE