Afgørelsen er netop faldet, melder flere amerikanske medier
Pop-duoen Sonny & Cher hittede i 60'erne med sange som "I Got You Babe" og "The Beat Goes On", og de to musikere dannede også par i perioden frem til skilsmissen i 1975. De seneste tre år har Cher dog været i konflikt med Sonny Bonos enke, Mary Bono, som var gift med Sonny Bono fra 1986 og frem til 1998, hvor han mistede livet i en skiulykke under en ferie i Nevada.
Konflikten mellem Cher og Mary Bono drejer sig om ophavsretten over Sonny & Chers bagkatalog, hvor det i forbindelse med skilsmissen i 1975 blev fastslået, at rettighederne og royaltyudbetalingerne skulle fordeles 50/50 mellem Sonny Bono og Cher. Efter Sonny Bonos død i 1998 overgik hans del af rettigheder til hans arvinger.
I 2016 brugte enkehustru Mary Bono et greb i den amerikanske lovgivning, som gør det muligt for sangskrivere at vinde rettigheder tilbage, som man tidligere har afskrevet, når der er gået 35 år. Chers royaltyudbetalinger blev tilbageholdt i 2021, og hun sagsøgte derfor Mary Bono og argumenterede for, at den del af lovgivningen ikke kunne anvendes i forbindelse med den aftale, som blev indgået mellem de to eks-partnere i 1975.
Retten har nu vurderet, at "en ret til at modtage royalties ikke er det samme som en tildeling af ophavsret", og Cher kan nu se frem til at få, hvad der svarer til næsten 2,9 millioner kroner ind på bankkontoen, som har været indefrosset siden 2022. Det skriver The Guardian.
Cher og Sonny Bono nåede at få sønnen Chaz Salvatore Bono sammen i 1969, Chaz som i dag arbejder som skuespiller.
Cher blev i år optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med musikkollegaerne Ozzy Osbourne, Mary J. Blige, A Tribe Called Quest, Dave Matthews Band, Foreigner, Peter Frampton, Kool & the Gang, Jimmy Buffett, Mc5, Dionne Warwick og Big Mama Thornton.
Cher har ikke tidligere været nomineret, hverken som soloartist eller som medlem i Sonny & Cher. Da nomineringerne blev offentliggjort fortalte Cher til Kelly Clarkson, da hun deltog i Clarksons talkshow, at hun ikke var tilfreds med nomineringen.
"Jeg ville ikke være med nu, selv hvis de gav mig en million dollars," sagde hun. ”Jeg vil aldrig ændre mening. De kan bare gå og du-ved-hvad sig selv".
Cher har tidligere kritiseret organisationen back Rock and Roll Hall of Fame for ikke at hylde Sonny Bono.
"Jeg har jo alt det, jeg kunne ønske mig, så sådan nogle ting generer mig normalt ikke," sagde Cher til mediet Vanity Fair i 2016. "Det generer mig lidt mere, fordi Sonny var en god sangskriver, og vi startede noget, som ingen andre gjorde. (...). Vi var mærkelige hippier, før der var et navn for det, da Beatles havde søde små frisurer og rundkravede jakkesæt... Vi påvirkede en generation, og jeg tænker: Hvad mere vil du have?" tilføjede hun.
LÆS OGSÅ: Askepot overraskede og imponerede