Nyhed

EFTER DEPRESSION: Hymns from Nineveh tilbage med koncerter og nye sange - hør dem her

Jonas H. Petersen giver koncerter med band i landets to største byer til marts

Efter fire album på engelsk skiftede Hymns from Nineveh - alias sangskriveren Jonas H. Petersen - spor og udgav de to dansksprogede album Sindets asyl og Julekassen i henholdsvis 2020 og '21.

Efter en længere sygemelding med depression er Petersen nu klar til at annoncere den forestående udgivelse af sit syvende album. Det har fået titlen Parabler og udkommer til efteråret - men allerede nu kan du nyde de to første singler fra albummet, betitlet henholdsvis "Inter Flora" og "De Levende".

Samtidig annoncerer Hymns from Nineveh to koncerter med band til foråret. De finder sted i henholdsvis DR Koncertsalen i København og i Musikhuset Aarhus den 6. og 14. marts 2025. Billetsalget starter allerede på torsdag den 30. maj klokken 10.00 lige her. 


"Sidst, Jonas samlede hele bandet, var til Hymns from Ninevehs 10-års jubilæumskoncert i Store Vega i 2021, hvor de efterlod publikum i frydefuld ekstase. Nu samles de igen og folder de komplekse lag i sangene fra Parabler, samt håndplukkede perler fra bagkataloget ud," hedder det i en pressemeddelelse, som fortsætter:

"Du kan med andre ord forvente livsbekræftende sange af høj kaliber og nærvær af den gåsehudsfremkaldende slags, når Jonas H. Petersen, sammen med sit eminente orkester, giver en af sine sjældne bandkoncerter i DR Koncertsalen og Musikhuset Aarhus." 


Hyggelig, rørende enkel og storladen julegave fra Jonas Petersen og band

ANNONCE