Nyhed

EFTER EUROVISION: Slimane annoncerer dansk koncert

Efter fjerdeplads i Eurovision tager den udtryksfulde franske sanger og sangskriver på omfattende turné

Under generalprøven til årets Eurovision Song Contest i maj afbrød den franske sanger Slimane sin optræden for at komme med et budskab om fred og kærlighed. Og da selve showet siden løb af stablen, endte han med at score en fjerdeplads for sin passionerede præstation.

Nu får danske fans så en mulighed for at opleve den ekspressive franskmand live, når han besøger DR Koncerthusets studie 2, den 12. februar 2025. Billetter koster 325 kroner og er i salg nu via Koncerthusets hjemmeside og Live Nation. 

I 2016 vandt Slimane den femte sæson af talentprogrammet The Voice i Frankrig. Siden har han solgt godt to millioner album og er blevet streamet op mod - hold nu fast - to milliarder gange. 


"Fra pianobarerne i Paris Pigalle, hvor han begyndte karrieren, til udsolgte Arena-turnéer, viser Slimane sin vedholdenhed, talent og passion. Hver af hans musikalske optrædener er som en bølge af styrke, sårbarhed og kærlighed, hvor han formår at skabe en uforglemmelig og følelsesmæssig forbindelse med sit publikum. Derfor bliver hans koncerter ofte beskrevet som en uforglemmelig oplevelse," hedder det i en pressemeddelelse i anledning af næste års koncert.

REPORTAGE: Saba røg ud fra et storslået Eurovision-show

ANNONCE