Den norske rapper imponerede på efterårets By:Larm og kommer til København senere på måneden
Et norsk undergrundsnavn, som pludselig blev voldsomt populært efter By:Larm i efteråret 2023 var Kristine Blir Rapper. GAFFAs norske anmelder gav den fremadstormende multikunstner fuld plade, da hun optrådte på spillestedet John Dee under branchefestivalen - også GAFFA Danmarks udsendte var imponeret.
Nu har Kristine Blir Rapper så delt en musikvideo til sin første sang og powerbaby "AK (Alle Kom)." Den fik sin debut i lørdags (27/4) som led i Oslo-spillestedet Melas huskoncept "All Hail The Queen" - et månedligt arrangement, som har til formål at præsentere kvindelige, norske hiphop- og r&b-navne.
Før "KBR" blev rapper var Kristine Utne Stiberg kendt som skuespiller, teaterregissør og foredragsholder med erfaring fra Nationaltheatret og andre teaterscener. I dag satser hun fuldt på sin atypiske rap-karriere. I musikvideoen til sangen "AK (Alle Kom)" har Kristine benyttet sig af en hel del symbolik.
"Sommerfuglene i dansernes sminke, som repræsenterer transformation, sammenhæng og dybere skønhed. Ks egen klovnesminke repræsenterer den højeste arketype, som har forstået, at livet er en leg i mødet med vores jordiske og kropslige dødelighed. Kagen i videoen symboliserer alt, hvad du ønsker at den skal være," hedder det i en mail til GAFFA Norge, som fortsætter:
"Stilen i musikvideoen er "camp", inspireret af insekter og et insektunivers, med drag-elementer og en Eartheater-agtig følelse. Interessante funfacts om musikvideoen inkluderer, at alt blev filmet på én dag, kameraet, som blev brugt var et Arri Alexa som hed "Star-Lord", en badeslimscene var planlagt, men måtte droppes (og gemmes til en anden gang), og Kristine klippede hele videoen selv og lærte sig redigeringsprogrammet undervejs."
BY:LARM-REPORTAGE: Nordens krystalkugle spår om et enormt internationalt potentiale