Nyhed

GENSYN DOMINERER: Tønder Festival fuldender årets program

Tønder Festival holder 50-års jubilæum, og det bliver med en række glædelige gensyn

Sommeren er lige rundt om hjørnet, og hvis man ikke kan mærke det på varmen, kan man se det på de mange festivaler, der er i gang med at fuldende årets programmer. En af de festivaler er Tønder Festival, som i dag føjer de sidste navne til programmet.

En af de nye tilføjelser er Guldimund, som skal spille til dette års skolekoncert, hvor 5.000 unge bliver inviteret med på festival. I weekenden spillede han til årets første store, danske festival, Jelling Musikfestival, hvor han fik en firestjernet anmeldelse.

”73 minutters alkymistisk aftenskolekursus. Som festivalsæt er der dog nogle faldgruber. Hvor jeg ikke har en finger at sætte på hvordan sangene fremføres, så mener jeg, at man med fordel kan optimere, hvornår de fremføres. Dog er det stort set umuligt at forestille sig større poetisk rækkevidde på shotsrørenes slagmark i denne sæson end med alkymisten Guldimund,” hed det i anmeldelsen.


Udover Guldimund er også andre danskere tilføjet plakaten - herunder veteranen Niels Hausgaard, som til august fylder 80 år. Sidste gang, GAFFA oplevede Hausgaard live, var til netop Tønder Festival i 2019, hvor han fik en firestjernet anmeldelse.

Herudover kommer Justine Boesen, som modtog prisen "Årets Katapult" i år, og Sylfide, som i 2022 fik to Danish Music Awards Roots-priser, også forbi Tønder.

Den amerikanske roots-musik er vanen tro også rigt repræsenteret til festivalen - i den sidste pulje af navne finder man således også The Wood Brothers, som før har spillet på Tønder Festival.


Herudover kommer Jim Lauderdale også igen forbi Tønder og tager sit band The Game Changers med. Jeffrey Martin har også før lagt vejen forbi festivalen, og deltager igen i år. Sidste gang, han stod på scenen i Tønder, var i 2022, hvor han fik en firestjernet anmeldelse af GAFFA.

” Det bliver også til en fin fortolkning af Bob Dylan-klassikeren ’Buckets of Rain’, og publikum kvitterer med høje klapsalver til denne sangskriver, som stilmæssigt ikke skiller sig ud fra mange andre, men til gengæld leverer sangskrivning på højt niveau. Som sagt har jeg først opdaget ham for ganske nylig, men ham skal jeg da have tjekket mere ud – og han skal være hjertelig velkommen tilbage i Tønder,” hed det i anmeldelsen.

De nye navne:
The Wood Brothers (USA)
Jim Lauderdale & The Game Changers (USA)
Jeffrey Martin (USA)
Niels Hausgaard (DK)
FolkBALTICA Ensemblet (DK, D)
Guldimund (DK)
Justine Boesen (DK)
Sylfide (DK)
Kunsten at glædes i kor (DK)


Niels Hausgaard til GAFFA Talk på Tønder Festival: ”Alle burde prøve at have været død”

ANNONCE