Sangen er skrevet i et samarbejde med blandt andet Andreas Odbjerg
Det føles ikke som lang tid siden, at hitmaskinen Blæst udgav "Disco i KBH", hvor bandet måtte forbi landets største byer for at finde et godt dansested. Noget tyder på, at de undervejs fandt en helt speciel person, som de kunne danse med til langt ud på natten. I dag udgiver Blæst nemlig deres nye single "Elsker dig så meget", som er skrevet i et samarbejde med blandt andre Andreas Odbjerg.
Blæst har opnået vild succes over de seneste par år, og i 2023 kunne de krydse en stor milepæl af, som står på de fleste musikeres drømmeliste; nemlig at åbne Roskilde Festivals Orange Scene. GAFFAs anmelder beskrev dengang starten på koncerten således:
"På denne tidlige onsdag aften var der ingen tvivl om, at vi havde at gøre med en publikumsfavorit, da brølet skar sig gennem den grillende sol, mens Blæst-medlemmerne én efter én indtog den sagsombundne scene".
I år er Blæst med på den grønne karavane af kunstnere, som skal spille på dette års Grøn Koncert, og derudover kan man opleve dem på Smukfest, Heartland Festival med flere. Blæsts nye single "Elsker dig så meget" markerer herved fortsættelsen af deres vilde rejse – en rejse, der nu får et nyt kapitel med en sang, der som omkvædet siger, handler om at elske nogen så meget, at det gør ondt.
Blæst fortæller i en pressemeddelelse, at sætningen fra omkvædet stammer fra Andreas Odbjerg, som har været med til at skrive sangen:
"'Elsker dig så meget' blev til i samarbejde med Andreas Odbjerg, Ole Bjørn og Daniel Scheffmann. Vi havde sat en session op, og Andreas havde linjen “Jeg elsker dig så meget, at det gør ondt” med, og vi synes, at der var noget virkelig fint i den linje. Vi havde en god snak, og det kom der en masse fine linjer ud af. Vi havde en fælleschat, som især Andreas skrev en masse gode linjer i de efterfølgende dage. Det hele blev sat sammen, og så havde vi sangen til sidst. Det var en fantastisk dag i studiet, og vi havde alle sammen kæmpe optur over dagen og sangen".
Blæst har tidligere meddelt, at de arbejder på deres første fuldlængde album som er lige "på trapperne". Tidligere i år udgav Blæst sangen "Dine venner," og man må gå ud fra, at både den og den nye single "Elsker dig så meget" er smagsprøver på, hvad man kan forvente af gruppens kommende album.
Hør selv den nye single herunder.
LÆS OGSÅ: BLÆST-INTERVIEW: En vanvittig ungdom