Nyhed

I DEN GODE SAGS TJENESTE: D-A-D bortauktionerer 40 unikke guitarer

Guitarerne er udsmykket af 40 danske kunstnere, og er derfor helt unikke

RETTELSE: Det har tidligere fremgået i artiklens faktaboks, at Jesper Øllgaard er blandt kunstnerne på projektet. Det var en fejl i pressemeddelelsen, og Jesper Øllgaard deltager altså ikke i projektet. Det gør til gengæld Michael Kvium. 

D-A-D kan i år fejre 40-års jubilæum og løftede for nyligt sløret for de første singler fra deres kommende album Speed of Darkness, som udkommer dette efterår. I anledningen af det runde jubilæum indgår de danske rockveteraner nu også et samarbejde med Red Barnet og kurator Jens-Peter Brask, hvor 40 unikke guitarer udstilles på Nationalmuseet og derefter bortauktioneres. Pengene går til Red Barnets arbejde for sårbare børn i og uden for Danmark.

De 40 guitarer udsmykkes af 40 udvalgte kunstnere, som hver især sætter deres præg på guitaren. Én af dem er Danmarks uofficielle strikkedronning Lærke Bagger, som både er D-A-D-fan og ambassadør for Red Barnet.

"Først tænkte jeg, at det kan jeg da ikke finde ud af! Men da jeg havde besluttet mig for at sige ja, var det den sygeste no brainer; jeg skal selvfølgelig strikke en sweater til guitaren, som skal merge mit eget og D-A-D's dna. Jeg har allerede kontaktet andre D-A-D-fans rundt i Danmark for at få inspiration til projektet", fortæller Lærke Bagger i en pressemeddelelse.


D-A-Ds fire medlemmer vil også selv udsmykke fire guitarer, som offentligheden kan se i selskab med de 36 andre den 6. til 9. juni på Nationalmusset, som i øvrigt også har udstillingen Danmark After Dark, hvor publikum blandt andet kan besøge bandets ungdomshybel i 1980’erne og se en række genstande fra bandets fire årtier lange historie - fra et udvalg af Stig Pedersens spektakulære kostumer og basser, Jacob Binzers guitar, hvor riffet til “Sleeping My Day Away” blev til og kohovedet Molly. 

De 40 guitarer vil efterfølgende blive bortauktioneret på Nordens største online markedsplads Tradera, hvor overskuddet, som tidligere nævnt, går til Red Barnets arbejde.

D-A-Ds forsanger og Red Barnets ambassadør Jesper Binzer er både stolt og ydmyg over kunstprojektet:


"Det er vildt at mærke, hvor mange der gerne vil bidrage til vores fejring. At så mange kunstnere vil bruge deres dyrebar tid på at hylde D-A-D er jo helt fantastisk. Og så er det ædle formål jo det vigtigste. Vi skal alle sammen give, hvor vi kan", siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen er donationen vigtig for en organisation som Red Barnet, da børn bliver særligt hårdt ramte i de mange kriser rundt omkring i verden. 

"Det er inspirerende at se, hvordan D-A-D og de 40 dygtige kunstnere har fundet sammen til fordel for de børn i Danmark og i resten af verden, som har allermest brug for støtte. For desværre bliver børn særdeles hårdt ramt i en række af de store kriser, som verden er vidne til i disse år. Derfor har vi også brug for, at vi alle står sammen om at beskytte børn i udsatte positioner. Pengene kommer til at gøre en stor forskel for børn", siger Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse. 


De 40 guitarer bortauktioneres fra den 6. - 23. juni 2024 her.

LÆS OGSÅ: D-A-D fylder 40: Her er vores allerførste interview med fødselarerne

ANNONCE