Nyhed

Sonos opdaterer deres mobile Roam, så den bliver lettere at betjene

Roam 2 er den nye version af Sonos første mobile bluetooth-højttaler, der har fået et par småforbedringer

Audiospecialisten Sonos har lige lanceret en opdateret version af deres mobile bluetoothhøjttaler. Roam 2 er navnet, men det er ikke det store, der er sket fra sidste version til nuværende.

Sonos selv fortæller, at den har fået et opfrisket design og lidt bedre brugergrænseflade. Det betyder i virkeligheden, at den har fået en ekstra knap, nemlig knappen til hurtig adgang til Sonos Voice Control.

Den skulle også have fået en lidt bedre mikrofon, så telefonsamtaler skulle blive bedre i Roam 2, og så understøtter den nye højttaler trådløs opladning – hvor du skal bruge en usb-c-oplader til forgængeren.


Ud fra specifikationerne har Roam 2 også fået en lidt bedre basrespons, hvilket skulle skyldes en opdateret højttalerkonfigurationo.

Som med forgængeren skulle det være let at forbinde Roam 2 til sit eksisterende Sonos-system, eller bare bruge den sammen med mobilen via bluetooth. Den tilpasser automatisk lyden til omgivelserne via Sonos Trueplay, og så lover den op til 10 timers spilletid på en fuld opladning – præcist som forgængeren.


Den har naturligvis, stadig, en fin IP67-certificering, så den er støv- og vandtæt – hvilket en højttaler, der skal kunne tages med på farten, også bør være.

Prisen ligger på lige omkring 1.500 kroner, hvilket er en anelse dyrere end den tidligere model.

LÆS OGSÅ: Kreativ opdatering til gamle Pixel-telefoner


ANNONCE