Albummet er på gaden inden bandets danske koncerter
Der er særdeles godt nyt for fans af det engelske post-punk-med-mere-band The The. Gruppen under ledelse af sanger, sangskriver og eneste permanente medlem Matt Johnson udgiver den 6. september deres første regulære album i 24 år, Ensoulment. Albummet udkommer på pladeselskabet EarMusic, i Skandinavien i samarbejde med Playground Music. Hør nedenfor singleforløberen "Cognitive Dissident", der netop er udsendt.
Ensoulment cirkulerer ifølge en pressemeddelelse om "karakteristiske emner som kærlighed og sex, krig og politik, liv og død, og meningen med, hvad det vil sige at være menneske i det 21. århundrede."
Det kommende album er skrevet, demo-indspillet og mixet i Studio Cinéola i London af Matt Johnson. Sangene er senere blevet pudset til under en seks dage lang session i Real World Studios nær Bath, hvor Matt Johnson fik selskab af sine The The-bandmedlemmer James Eller (bas), DC Collard (keyboard), Earl Harvin (trommer) samt Barrie Cadogan (guitar).
På Ensoulment vender co-producer og tekniker Warne Livesey tilbage som samarbejdspartner. Han har tidligere arbejdet med The The på albummene Infected fra 1986 og Mind Bomb fra 1989. Albummet indeholder også musikalske bidrag fra Gillian Glover (kor), Terry Edwards (horn), Sonya Cullingford (violin) og Danny Cumming (percussion).
Albummets artwork er, ligesom mange af forgængerne, lavet af Matt Johnsons nu afdøde bror Andrew Johnson, også kendt under artistnavnet Andy Dog.
Matt Johnson fortæller i en pressemeddelelse:
"Det er livgivende at være håbefuld. Og jeg håber, at folk får det ud af albummet, som vi har proppet ind i det. Det er skabt under meget lykkelige omstændigheder, med en god vibe hos bandet og alle dem, der arbejdede med det. Der var mange tanker, meget arbejde, meget kærlighed, meget latter."
The The drager på stor Europa-, Australien- og New Zealand-turné med start i august. Bandet spiller blandt andet to udsolgte koncerter i Store Vega i København den 14. og 15. september.
The The debuterede i 1981 med albummet Burning Blue Soul, i første omgang udgivet under Matt Johnsons navn, men senere genudgivet under The The-navnet. Siden har The The udgivet yderligere seks regulære album, senest NakedSelf i 2000, og har især hittet med 1993-albummet Dusk. Herefter har The The udsendt fire album med instrumental filmmusik, men altså intet sangbaseret album.
LÆS OGSÅ: LÆSERNE HAR STEMT: Her er de allerbedste internationale album 1983-2023
Gruppen spillede ikke i Danmark i årene 2000-2018 og gav i det hele taget ganske få koncerter i denne periode, men gjorde dansk livecomeback på Heartland Festival i 2018 – en festival, der i øvrigt deler titel med en af The Thes mest kendte sange. Bandet skulle også have spillet på Heartland Festival i år, men udskød for nylig koncerten til Heartland næste år.
LÆS OGSÅ: THE THE-ANMELDELSE PÅ HEARTLAND 2018: Stærk, samfunds-kommenterende sangskrivning
Hør nedenfor singleforløberen "Cognitive Dissident":