Nyhed

Efterklang deler musikvideo fra Nordmakedonien - se den her

Bandets dertilhørende dokumentar er klar til visning om tre dage

Efterklang har lige nu mange spændende ting i kog. Sidste år afholdt de en koncert sammen med Sønderjysk Pigekor og er for nyligt taget til Nordmakedonien, hvor de lavede en dokumentarfilm. De har til dokumentaren lavet singlen ”Getting Reminders”, som lige er blevet udgivet. Se singlen nederst i artiklen.

”For mig er ’Getting Reminders’ et lysglimt, en sang til den dominoeffekt af følelser, som kan sættes i gang af et billede, et ord, eller når vi møder kærlighed, der pludselig sætter vores sind fri. I virkeligheden føler jeg en mørk og meget politiseret kraft, der river os fra hinanden, på tværs af land og kultur," fortæller Casper Clausen, Efterklangs forsanger, i en pressemeddelelse, og tilføjer:

"Jeg føler, at jeg må minde mig selv om, at der findes et landskab, som lever udenfor og imellem os alle, hvor vi er frie til at krydse og møde hinanden.” 


Efterklang blev dannet i 2000. Bandet er i dag en trio bestående af Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg. I 2003 udgav de deres første album. Efterfølgende har de i alt udgivet syv albums, hvoraf det seneste udkom i 2022. Det hed Windflowers og fik fem stjerner af GAFFAs anmelder.

Windflowers vil helt sikkert tilfredsstille Efterklangs efterhånden store fanskare, og nye lyttere kan med fordel stige på her. Det er noget billigere end at være rumturist, men jeg tror, det giver lidt af den samme fornemmelse,” hed det i anmeldelsen.

Udgivelsen af den nye single kommer samtidig med dokumentarfilmen fra Nordmakedonien Efterklang: The Makedonium band. Dokumentaren er lavet i samarbejde med den prisvindende instruktør Andreas Johnsen.  


”Vi tog ’Getting Reminders’ med os på vores tur til Nordmakedonien til the Makedonium Band, hvor sangen virkelig begyndte at forme sig selv, fandt resonans, og den blev en slags mystisk kommunikationsværktøj. Vi spillede den for mange mennesker dernede, fra generte teenagere til en selvsikker præsident, og vi fremførte den sammen med lokale musikere foran deres frihedsmonument; Makedonium,” fortsætter Casper Clausen i pressemeddelelsen.

Dokumentaren kan opleves på filmfestivalen CPH:DOX den 23. marts.  

I foråret 2023 gav bandet koncert i Sankt Lukas Kirke i Aarhus sammen med Sønderjysk Pigekor. Koncerten modtog fem stjerner af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt under overskriften Englelyd og eksperimenter:


Efterklang og Sønderjysk Pigekor må i den grad siges at klæde hinanden, og de i forvejen fornemme sange får nye dimensioner med de elegante vokalarrangementer. Efterklangs nye sange viser desuden, at gruppen stadig eksperimenterer og samtidig holder det høje kvalitetsniveau og bestemt heller ikke har glemt at skrive melodier. Forhåbentlig slår parterne også pjalterne sammen på et kommende album – det kan kun blive godt,” lød konklusionen i anmeldelsen.

Se "Getting Reminders" her:


 

EKSLUSIV PUBLIKUMSOPLEVELSE: Efterklangs Sommertræf vender tilbage

ANNONCE