Den britiske kæmpefestival har netop afsløret årets plakat
Billetter koster 3150 kroner og er i øvrigt også udsolgt. Er man den heldige indehaver af en billet til sommerens Glastonbury Festival, kan man så til gengæld også glæde sig over et af de heftigste lineups på sommerens festivallandkort.
Nu har arrangørerne af festivalen, som finder sted et par timers togtur fra London, nemlig løftet sløret for årets plakat - og den er vanen tro fyldt med nogle af pop- og rockmusikkens allerstørste navne.
I toppen af årets program finder man Coldplay, SZA, Dua Lipa og Shania Twain, mens man - med lidt mindre bogstaver - finder Idles, PJ Harvey, The National, LDC Soundsystem, Little Simz, Avril Lavigne, Cindy Lauper, Peggy Gou, Gossip, James Blake, Janelle Monae og Burna Boy.
Sidste sommer bød festivalen blandt andet på en surprise-optræden fra Foo Fighters og en Glastonbury-debut for popveteranen Rick Astley, mens Lana Del Rey vakte en del vrede ved at komme alt for sent til sit eget sæt, som hun følgelig var nødt til at afkorte betydeligt.
Lana Del Rey var til gengæld i sit livs form, da GAFFA fangede hende få uger senere til en seksstjernet koncert i Londons Hyde Park.
GUIDE: Det tegner til at blive en vild festivalsommer i Europa i '24 - her er fem højdepunkter