Nyhed

Han debuterede som 74-årig og hans fanskare tæller Peter Sommer. Nu er der en sjælden mulighed for at opleve kultsangskriver live

"Mine sange handler om mig selv og en masse andre mennesker, jeg har mødt på min vej i livets skrupskøre labyrint"

- Mine sange handler om mig selv og en masse andre mennesker, jeg har mødt på min vej i livets skrupskøre labyrint.

Sådan sammenfattede Carsten Hentze selv sagen, da han i '22 albumdebuterede med Backstage i himlen i en den modne alder af 74 år. Albummet udkom på det lille selskab Communale Records, som er ejet af Søren Zahle fra Peter Sommer & Tiggerne, hvilket langtfra var tilfældigt.

Hentze, som i en årrække har boet i en landsby udenfor Skanderborg, er nemlig lidt af et kultfænomen - blandt andet i kredsen omkring Peter Sommer.


Den 16. marts er der så en sjælden mulighed for at opleve Hentze live, når han - under overskriften Carsten Hentze & venner - giver koncert på Lev & Lær Gården, Ærtevej 120 i Svenborg på Fyn. Du kan læse mere her

Selvom Hentzes sange tager udgangspunkt i eget levede liv, er der også ofte en samfundskritisk dagsorden på spil i tekstuniverset. 

I 2018 udsendte han sangen ”Protest mod vanvid”. Der handlede om forholdene for de dyr, der - med Hentzes ord - ”lever et lorteliv med sygdom og penicillin, spærret inde i jammerlige indelukker med tremmegulve og nogle få halmstrå”. Og da han i '22 udgav singlen "Al den forråelse" forud for sit debutalbum, handlede det om magtens evige tendens til at korrumpere.


”Lige meget hvilken religion, lige meget hvilket system, lige meget hvilken ideologi, så ender det som regel altid med en rablende despot, som føler sig berettiget til at sprede død og ødelæggelse,” konstaterede Hentze til GAFFA ved den lejlighed.

Provinsens poesi – interview med ægteparret Marianne Verge og Peter Sommer

ANNONCE