Nyhed

Mathilde Falch annoncerer nyt album

Den 34-årige sangskriver udsender sit sjette studiealbum til april og drager på turné

Det er efterhånden 12 år siden, Mathilde Falch udgav sit debutalbum Lad mig gå fri fra 2012. Siden er det blevet til yderligere fire album - seneste Solen brænder fra '21 - samt en lang række koncerter over hele landet.

I forbindelse med sit seneste album gav Falch også et usædvanlig åbenhjertigt interview til GAFFA om sin personlige historie med misbrug og spiseforstyrrelser. Samme år blev hun kendt i en bredere offentlighed, da hun medvirkede i tv-programmet Toppen af poppen.

Nu er der så godt nyt til fans af den 34-årig sangskriver. Det forlyder nemlig i en pressemeddelelse, at Falch den 26. april udgiver sit sjette studiealbum. Udgivelsen markeres med et release-arrangement på Bygagergård på Møn på selve udgivelsesdagen, og få dage efter drager Falch på turné med stop i syv danske byer i maj.


Det kommende album har fået titlen Hvert sekund og udkommer på Falchs eget selskab Just for the Record.

”Jeg har det godt, jeg føler mig heldig og har lyst til at skrive sange om dét, der optager mig. Dengang og nu. Jeg elsker at blive ældre, få flere erfaringer og mere at skrive om. Jeg er et godt sted og har været dér i det meste af mit liv," udtaler Falch i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Jeg er som sangskriver dybt fascineret af det menneskelige mørke, af smerten og af vores evne til at overleve. Men jeg har også et behov for at blive ved med at lege, at undersøge, grine og skrive om alt, hvad jeg bliver inspireret af. Jeg kommer hele vejen rundt om livet på dette album”.


VIDEO: Mathilde Falch udgiver smuk vinterballade – og videoteaser

ANNONCE