Nyhed

Ny musikfestival kommer til Aarhus

Den første udgave af den nye festival løber allerede af stablen denne sommer

Aarhus bliver snart en festival rigere. Den nye festival hedder Kaleido, og har et særligt fokus på elektronisk musik. Kaleido finder sted den 21. og 22. juni 2024 i området omkring Volume Village under Ringgadebroen. Festivalen arrangeres af et sammensat hold af nøglefigurer fra Aarhus Volume og Nusnus, som står bag Distortion og Karrusel Festival i København.

I en pressemeddelelse skriver arrangørerne, at man kommer til at bruge deres erfaringer fra andre festivaler og gadefester til Kaleido, hvor der er stort fokus på elementer som lys, lyd og scenografi. 

"Kaleido henviser til et univers af spejle, forvrængning, transformation og magi, hvor det, som sker på dansegulvet, er lisså vigtigt som det, der sker på scenen", udtaler grundlægger og udviklingsleder i Nusnus, Thomas Fleurquin.


Aarhus Volume har selv oplevet en stigende interesse for den elektroniske musikscene i løbet af de seneste år. Derfor er det et oplagt tidspunkt at starte en tilbagevendende festival med fokus på netop elektronisk musik, ifølge leder af Aarhus Volume, Albert F. Helmig. 

"Vi ser det som helt naturligt, at lave denne satsning nu og bringe et arrangement af denne kaliber til byen som en fast årlig begivenhed", udtaler Albert F. Helmig i en pressemeddelelse. 

Programmet for festivalen vil blive offentliggjort på Kaleidos hjemmeside sammen med billetsalget.  


LÆS OGSÅ: Så skal der synges: DR inviterer til sangarrangement for børn i hele landet

ANNONCE