Nyhed

PÅ VEJ HJEM: Marie Key udgiver nyt album

"I morgenlysets skær går vi to her. Vi er på vej hjem," lyder det på albummets titelsang

I slutningen af januar annoncerede Marie Key en koncertrække på Hotel Cecil i København. I dag kan hun så annoncere, at hun udgiver nyt album den 26. april. Albummet er Keys niende, og kommer til at hedde På vej hjem.

Albummet kommer til at bestå af ni sange, og er lavet i samarbejde med bassisten Jonathan Bremer. I studiet har de to haft besøg af andre musikere så som Johannes Wamberg, Morten McCoy, Oilly Wallace og Eliel Lazo.

”Jeg havde fra starten lyst til – nok inspireret af mit forrige album Lys finale – at det instrumentale skulle have lov at fylde. Jeg kan godt lide at være i en musikalsk verden, hvor det ikke kun er vokalen, der er i centrum. At der er nogle der tager over og fortæller videre, når vokalen stopper,” fortæller Marie Key i en pressemeddelelse, og tilføjer:


”Jeg synes tit at instrumentale passager bidrager til tekstens fortælling og giver nogle vigtige pauser til refleksion og sansninger. For mig er musikerne på den her plade en del af sangenes fortælling og deres bidrag er et helt centralt omdrejningspunkt for albummet.”

Key var senest albumaktuel i 2022 med albummet Lys finale. Albummet var lidt mere jazzet end normalt, hvilket også kommer til at gå igen på det nye album. Albummet fik fire stjerner af GAFFA i en anmeldelse under overskriften Perfekt soundtrack til en sen aften, hvor man går og rydder lidt op.

”Som soundtrack til det liv, der leves i dagtimerne, har det for lidt kant til, at jeg for alvor føler sig draget. Albummet som helhed fortoner sig for mig, ligesom flere af sangene, der slutter i en fade. Til gengæld forestiller jeg mig, at det vil fungere perfekt til at spille ud i stuen en sen aften, mens man går og rydder lidt op efter en fest og lige skal lande i nuet. Hvis det er sådan, det er tænkt, er det jo lykkedes ret godt,” lød konklusionen i anmeldelsen.


Koncertrækken på Hotel Cecil er udsolgt. Den 25. oktober vender Marie Key næsen mod Aarhus, hvor hun spiller på Voxhall - denne koncert er endnu ikke udsolgt. Sidste gang, GAFFA hørte Marie Key live, var på Aarhus Teater i 2022.

”En del af attraktionen ved Key ligger formentlig hendes almindelighed, hvilket ikke er nedsættende ment: Popmusik handler ikke mindst om at artikulere almenmenneskelige tilstande, at veksle egne ar og erfaringer til sange, som andre kan bruge til noget. Og dét kan Key, også i Aarhus denne eftermiddag, hvor publikum efter fem kvarters koncert kvitterer med stående bifald og trioen vender tilbage og leverer ’Stille måne’ fra det aktuelle album. Da de bliver kaldt tilbage endnu engang af salens begejstrede bifald, bemærker Key - med karakteristisk underspillet humor - ’det var nøjagtig det her, der ikke måtte ske’, inden et endeligt punktum sættes med ’Regn’,” hed det i den firestjernede anmeldelse.

I en længere periode har Marie Key også været med til at skrive de sange, der bliver brugt i forestillingen En guide til en (lidt) lysere fremtid. Forestillingen kan stadig opleves på Nørrebro teater. I forestillingen medvirker blandt andre Andrea Øst Birkkjær og Jens Jørn Spottag, som også lige nu er aktuelle i TV2-serien Badehotellet.


 


 

Jeg oplever faktisk at gå opløftet derfra

ANNONCE