Nyhed

ROCKSTJERNE-POLITIK: Blur-medlem stiller op til det britiske parlamentsvalg

Dave Rowntree stiller op for det britiske centrum-venstreparti Labour ved det kommende parlamentsvalg i Storbritannien

De fleste musikelskere forbinder nok Dave Rowntree med rockstjerne-personaen bag trommerne i veterankvartetten Blur. Ved siden af livet som trommeslager har Dave Rowntree dog en sprudlende karriere som politiker. Han har tidligere repræsenteret Labour-partiet som lokalpolitiker i Norfolk City Counsil, som han dog trak sig fra i løbet af 2021 af hensyn til sin familie under coronapandemien. Tilbage i 2010 stillede Dave Rowntree også op til parlamentsvalget for samme parti, men fik dengang ikke nok stemmer til at udløse en medlemsplads i parlamentet. 

Nu viser det sig dog, at den 59-årige trommeslager langt fra er færdig med sin politiske karriere. Labour-partiet har nemlig igen udpeget Dave Rowntree som muligt parlamentsmedlem, når briterne skal sætte deres kryds ved stemmeurnerne. Dave Rowntree stiller op i det konservative-styrede område Mid Sussex, og parlamentsvalget skal senest finde sted den 28. januar 2025, men kan også blive udskrevet tidligere. Det skriver musikmediet Pitchfork.

"Jeg stiller op til parlamentet for at levere den energi og vision, området så desperat har brug for", udtaler Dave Rowntree ifølge Pitchfork.


Blur spillede en seks-stjernet koncert på Roskilde Festival sidste sommer, og GAFFA fik også et interview med bassisten Alex James inden Blurs danske koncert. Der er altså ikke noget, som tyder på, at den politiske karriere sætter en stopper for rockstjernelivet. Blur står desuden på programmet for dette års Coachella-festival. 

LÆS OGSÅ: BLUR-INTERVIEW: Ubesværede veteraner

ANNONCE