Vinderne af GAFFA-Prisen er fundet og priserne er blevet uddelt af Lasse Dein – se med, når Afsky får sin pris
I sidste uge var satiriker Lasse Dein rundt i Danmark for at overraske alle GAFFA-Pris-vinderne. Han har også været hjemme hos Ole Luk, bedre kendt under kunstnernavnet Afsky, for at overrække ham prisen for årets hardrock/metal-udgivelse, for hans seneste album Om hundrede år.
”Nå, sygt nok,” lyder det fra Afsky, da han får overrakt prisen.
Afsky er Ole Luks soloprojekt. Han har tidligere været sanger og guitarist i black metal-gruppen Solbrud, men har nu valgt at fokusere på sine egne projekter. Om hundrede år er Luks fjerde soloalbum. Dette er Luks første GAFFA-Pris for hans soloarbejde, men han har dog vundet to med Solbrud.
”Det var et digt, jeg skrev til min mormor, dengang hun døde. Så satte det bare en masse tanker i gang om alt det med ikke at være her mere, hvor jeg havde lyst til at lave et album, hvor teksterne i hvert fald var anderledes,” lyder det fra Ole Luk, da han bliver spurgt om, hvordan dette album kom til.
Til sidst spørger Lasse Dein: ”Hvordan er det at vinde en pris for noget så personligt?” hvortil Luk svarer:
”Det er det, der betyder allermest i virkeligheden. Når folk kommer og siger, at det har hjulpet dem igennem et eller andet, sidder jeg og tænker: Det er vildt nok, hvis noget som har haft så stor personlig betydning for mig selv, at det lige pludselig kan have noget nær den samme betydning for nogle andre mennesker.”
Se klippet her:
AFSKY-INTERVIEW: ”Vi har nemt ved at føle os privilegerede, selvom vi måske slet ikke er det”