Nyhed

SORG KAN FØRE TIL VENSKAB: Hør rørende ny single fra Eee Gee og Teitur

Eee Gee og Teitur har skrevet en sang til deres fælles veninde

Umiddelbart tænker man ikke, at de to sangere Eee Gee og Teitur har meget tilfælles. Teitur er en singer-songwriter fra det stille Færøerne, mens Eee Gee er vant til det pulserende storbysliv i New York. Men sammen udgav de fredag singlen ”Louise”.

Sangen handler om at miste en god veninde. I 2018 mistede Eee Gee, ud af det blå, sin veninde Louise. I sorgen skrev hun et par linjer, men det blev dog ikke til en hel sang dengang.   

“Hvordan indfanger man et menneske, der har levet et helt liv og rørt så mange mennesker, imens man samtidig beskriver sit afsavn og sin sorg, så sangen bliver et kærligt og smukt minde, der er den savnede værdig. ‘Louise’ har været en af de mest vanskelige sange for mig at skrive: hun var en tæt veninde, og det var meget uventet da hun gik bort," fortæller Emma Grankvist - kvinden bag kunstnernavnet Eee Gee - i en pressemeddelelse og tilføjer:


"Hun var enormt inspirerende at være sammen med - hun gav sine venner og familie mere kærlighed og opmærksomhed, end hun nogensinde gav til sig selv, og der er ingen, der fortjener en sang mere end hende.” 

I 2017 tog Louise og Emma på et roadtrip, hvor de kom forbi Allinge på Bornholm. Her tog de til koncert med Teitur på Gæstgivergården.

”Efter koncerten introducerede Louise mig for Teitur, og vi drak vin og spillede musik, det er en aften jeg altid tænker tilbage på, når jeg er i Allinge og på Gæsten, især i sommer da jeg selv spillede på Gæsten for første gang, og det blev tydeligt hvor meget hun manglede,” fortsætter Grankvist i pressemeddelelsen.


Tre år efter mødet på Bornholm blev Emma Grankvist til artisten Eee Gee og besluttede sig derefter at sende en demo på sangen ”Louise” til Teitur, for at høre om han havde lyst til at hjælpe hende med at gøre sangen færdig. Det havde han heldigvis, hvilket sendte Grankvist på en tur til Færøerne for at færdiggøre sangen - og nu er den så endelig klar.

Ifølge pressemeddelelsen følte begge sangskrivere, at der var noget smukt ved at Teitur, som kendte Louise i de tidlige år, og Grankvist, som kendte Louise i de senere år, gik sammen for at skrive en sang dedikeret til hende.

“Jeg føler, at jeg på en eller anden måde er sammen med Louise igen, når jeg hører Emmas synge den her sang. Da jeg mødte Louise, var hun femten år gammel og sang i karaokebaren, hvor hun også arbejdede. Hun søgte altid det sjove. Hun var bogstaveligt talt en person, der dansede på bordene. Louise elskede musikken, lige så meget som hun elskede livet, også selvom livet ikke altid behandlede hende pænt," fortæller Teitur i pressemeddelelsen og tilføjer:


"Det har været svært at forstå, hvorfor hun ikke er hos os længere. Jeg er meget rørt over at Emma har inviteret mig med på sangen, og jeg håber, den også kan røre dig der lytter”. 

Sangen er skrevet Teitur og Emma Grankvist. Sangen starter med et guitarspil af Lasse Ziegler, som også har produceret sangen. Teitur synger lidt og spiller violin på singlen, som ifølge pressematerialet har dannet afsæt for et venskab mellem de to musikere.


 

EEE GEE-INTERVIEW: Håbløs romantiker med royalt snit

ANNONCE