Nyhed

Streamingtjeneste har slettet 26 millioner "ubrugelige tracks"

Deezer rydder op i biblioteket og fjerner "lav-kvalitetsindhold" fra platformen

I forsøget på at skabe en bedre brugeroplevelse har Deezer slettet omkring 26 millioner tracks, som svarer til 13 procent af alt indhold på platformen. 

"Der er meget duplikeret indhold, der er meget indhold, der ikke engang er musik... Og på et tidspunkt får du alt for meget indhold, der er ubrugeligt for brugerne. Og det begynder at skabe en dårlig brugeroplevelse". Sådan sagde CEO for Deezer Jeronimo Folgueira tilbage i marts 2023 til mediet Music Business Worldwide, da han varslede, at Deezer løbende vil fjerne udvalgte tracks fra platformen. 

Nu bekræfter streamingplatformen, at man har fjernet 26 millioner tracks ud af de omkring 200 millioner tracks på platformen, siden Deezer ændrede deres forretningsmodel til en såkaldt artist-centric-model i september 2023. Modellen blev indført i et samarbejde med Universal Music Group, og skulle øge professionelle artisters indtjening med omkring 10 procent. Deezer definerer professionelle artister ved, at man skal have minimum 1000 afspilninger i måneden med minimum 500 unikke lyttere. Et lignende initiativ er fornyligt blevet præsenteret af Spotify, som frem til dette kvartal ikke havde nogen form for minimumsgrænse for, hvornår en artist var royaltyberettiget, men som altså nu indfører et lignende krav. Derudover vil Deezer indføre et "boost" ved at fordoble antal streams, hvis musiklytteren aktivt selv har søgt efter sangen. Det skrev Music Business Worldwide i september 2023.


CEO for Deezer Jeronimo Folgueira har udtalt til mediet, at de 26 millioner tracks, som er blevet fjernet fra platformen blandt andet inkluderer "støj, mono-track albums (et helt album bestående af den samme sang), falske artister og tracks, der ikke er blevet lyttet til de seneste 12 måneder".

LÆS OGSÅ: SPOTIFY: Det er ikke nok at opnå 1000 afspilninger næste år... Sådan fungerer de nye streamingkrav

ANNONCE