De britiske postpunk-veteraner har just annonceret indendørskoncert til efteråret
Tilbage i november offentliggjorde den fynske Heartland-festival den første række navne til 2024-programmet - inklusive britiske The The, som sidste år kunne fejre fyrre års jubilæum for debutalbummet Soul Mining fra 1983.
To år forinden havde frontmanden Matt Johnson udgivet Burning Blue Soul, som i senere genudgivelser blev krediteret til The The.
Siden er den annoncerede koncert på Heartland blevet udskudt til næste år. Men nu har bandet varslet et nyt besøg herhjemme på deres Ensouled World Tour. Det bliver Store Vega i København, som kommer til at danne ramme om seancen, der finder sted 15. september.
Billetsalget går i gang via Livenation den 21. marts klokken 10.00 (man skal oprette en bruger for at tilgå det) og 24 timer senere via Ticketmaster. Billetter koster 550 kroner plus gebyr.
The The optrådte også på Heartland i 2018, hvor vores anmelder var glad for gensynet, men ærgrede sig over den lave lydstyrke ved koncerten - et tilbagevendende kritikpunkt på festivalen dét år.
"Den lave lyd er også et mildt irritationsmoment under flere af de følgende sange, blandt andet en omarrangeret, afdæmpet version af ”Sweet Bird of Truth”, der i sin originalversion fra Infected-albummet fra 1986 er en hård, funky sang. På den positive side tæller det, at Matt Johnsons solide og dybt engagerede vokal står tydeligt i lydbilledet, og man let høre de stærke tekster," skrev Ole Rosenstand Svidt.
Matt Johnson er tilbage, og så alligevel ikke