Nyhed

TIM CHRISTENSEN INVITERER: Dizzy Mizz Lizzy-frontmanden varmer op til årets Spot Festival

Ligesom sidste år smug-åbnes branchefestivalen med en friluftskoncert med et særdeles veletableret navn

Sidste år blev Spot Festival i Aarhus smug-åbnet med en seperat friluftskoncert i Musikhusparken med de lokale veteraner TV-2. I dag er det så offentliggjort, at tjansen i år tilfalder Tim Christensen.

Den 49-årige musiker fejrede sidste år tyve års jubilæum for sit 00'er-hovedværk Honeyburst med en række koncerter i efteråret - og netop dét album vil da også være repræsenteret på sætlisten i Aarhus til maj. Det forlyder i en pressemeddelelse, hvor Spot Festivals direktør Rikke Andersen udtrykker sin entusiasme omkring den forestående koncert:

“Det er dejligt, at vi endnu engang har kunnet samarbejde med Musikhuset om at få skabt nogle rammer for en uofficiel opvarmning inden Spot. Tim Christensen har tidligere spillet på festivalen, så den røde tråd til vores del af projektet findes i historikken, og generelt er det bare skønt at kunne bruge en del af årets plads allerede fra om torsdagen. Så er Aarhus helt klar til to musik-fyldte festivaldage”, udtaler Andersen og suppleres af Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj:


”Vi er enormt glade for vores mangeårige samarbejde med Spot om at sætte fokus på talentmassen og vise
vigtigheden af at give den næste generation af musikere plads til at udfolde sig. Tim Christensen er en af dem, der er gået hele vejen fra talentkonkurrence til de største scener i landet. Vi glæder os til at samle byen og hylde musikken til et udendørs rockbrag af de store”, siger Uggerhøj.

Det bliver tredje år i træk, hvor festivalen - som har ellers fokus på upcoming navne - smug-åbnes af et stort og veletableret navn fra den danske musikscene. I 2022 stod Peter Sommer, Iomfro og Raveonettes for åbningen, og sidste år var det altså TV-2, som skød festen i gang.

Spot Festival har allerede annonceret en lang række navne til programmet, som afvikles 3.-4. maj på forskellige scener i Aarhus. Man kan således se frem til at opleve blandt andre Selma Judith, Greta, Sitrekin, Astrid Engberg, Anya, Ilma og Ella Augusta med mange flere.


Koncerten med Tim Christensen finder sted den 2. maj og kræver seperat billet. Selvom den afvikles under overskriften Tim Christensen inviterer, er den ikke helt gratis - billetter til 340 kroner er i salg lige her.

For tre år siden høstede hun seks stjerner for debutalbum. Nu er hun føjet til årets Spot-program

ANNONCE