Musikeren forlader os med et hav af sange til børn overalt
Ella Jenkins, der under sin lange karriere er blevet kaldt "First Lady of Children's Folk Song", er netop død. Sangeren døde i en alder af 100 år og efterlod sig et bagkatalog med hele 39 albums, det skriver mediet Pitchfork.
Pladeselskabet Smithsonian Folkways, der i øvrigt har udgivet alle Eva Jenkins 39 album, annoncerede sangerens død i et opslag på Instagram, hvori de skriver: "Vi sørger over tabet af Ella Jenkins, en af det 20. århundredes mest ikoniske folkemusikere, der revolutionerede børnemusik med sine "kald og svar"-sange og -remser. Hun uddannede, charmerede og styrkede generationer af lyttere verden over. Hun døde fredfyldt den 9. november i sit hjem i Chicago, Illinois, i en alder af 100 år."
"Født i St. Louis, Missouri, den 6. august 1924, voksede Ella op på Chicagos South Side. I løbet af syv årtier var hun en produktiv kunstner, underviser, komponist og pladekunstner, og hun udgav 39 album på Folkways Records og Smithsonian Folkways. Med udgangspunkt i sin egen historie som borgerrettighedsaktivist i 1940'erne og 1950'erne brugte Ella musikken som et værktøj til social aktivisme. Gennem sange og rytmer, der hyldede værdier som antiracisme, kulturel pluralisme og miljøbevidsthed, samlede hun mennesker og udfordrede dem til at lytte dybt til hinanden," fortsætter opslaget og runder af med:
"For sit kreative arbejde og sin indsats for børn modtog Ella adskillige hædersbevisninger, herunder en Grammy Lifetime Achievement Award i 2004, en ASCAP Lifetime Achievement Award i 1999 og NEA National Heritage Fellowship i 2017. Hendes sang “You’ll Sing a Song and I’ll Sing a Song” blev i 2007 tilføjet til National Recording Registry i Library of Congress, og hendes version af “Wade in the Water” blev inkorporeret i Alvin Aileys moderne danseklassiker Revelations. Hun var fast gæst i børneprogrammer på tv, herunder Sesame Street, Barney & Friends og Mister Rogers’ Neighborhood."
Ella Jenkins debuterede i 1966 med albummet You'll Sing a Song and I'll Sing a Song, men storhittede særligt med albummet Multicultural Children's Songs fra 1995, som længe har været pladeselskabets mest populære udgivelse. Camp Songs With Ella Jenkins & Friends fra 2017 skulle blive musikerens sidste albumudgivelse.