Efter stor succes i september vender det musikalske show tilbage
I september 2024 præsenterede Caroline Henderson hendes musikalske selvportrætshow Mit liv som hun, hvor hun, med udgangspunkt i historier fra hendes liv som kvinde, delte personlige fortællinger og kom med komiske indslag. Akkompagneret af bassist Ida Urd Bramming og guitarist Anna Roemer, fyldte sangeren således også showet med massere af musik.
Showet blev en succes og kunne melde udsolgt flere steder. Derfor har sangeren nu valgt at gøre det hele igen, når hun til efteråret 2025 gentager succesen og tager Mit liv som hun med sig rundt i Danmark endnu en gang.
Om showet fortalte Caroline Henderson dengang i en pressemeddelese: ”Mit liv som Hun. Et one-woman-show med historier fra mit kvindeliv. Et kvindeliv over æggestok og ædelsten, hvor hverdagskomik, absurditeter, hemmeligheder og sange fletter sig sammen til et personligt og musikalsk talkshow. Med glimt i øjet og intime fortællinger oveni hatten, vil jeg tale om ungdom, alderdom og visdom. Vil jeg tale om pigen, kvinden og moderen. Vil jeg synge om kærlighed, ærlighed og fortrædelighed. Mit liv som Hun er en finurlig storytelling om at være frøken, fruentimmer, feminist med begge hænder i opvasken og en fjerpen eller to i hatten!”
GAFFA var til stede under premieren af dette års turnéstart i DR koncerthuset. Her krediterede GAFFAs anmelder showet med tre stjerner og skrev: "Selv havde hun lanceret Mit liv som hun som en ”finurlig story-telling om at være frøken, fruentimmer, feminist med begge hænder i opvasken og en fjerpen eller to i hatten!” Hun skulle have holdt sig til mikrofonen og sangen, eventuelt til sangskrivningen."
Caroline Henderson er en stor karakter i nyere dansk musikhistorie og henter inspiration fra både jazz, blues, pop og elektroniske toner. Udover den succesfulde sangkarriere har Caroline Henderson også afprøvet kræfter inden for tv- og teaterverden med optrædener i musicalopsætninger af blandt andet Natasja og Askepot, men også i Netflix-serien Vikings: Valhalla.
Billetter til showet kan købes her.