Nyhed

Diddy anklages for at påvirke vidner fra fængslet

Diddy anklages for at forsøge at påvirke vidner og offentligheden fra fængslet i forbindelse med sin retssag

Der er nyt i sagen om Sean Combs – alias Diddy – der i denne omgang er blevet beskyldt for at kontakte potentielle vidner fra fængslet. Dette har fået anklagerne til at bede en dommer om at afvise en kaution på 50 millioner dollars på grund af optagede opkald, der afslører, at musikeren har bedt sin familie om at skabe alternative narrativer om sagen.

Ifølge et retsdokument, der opfordrer en dommer til at afvise hans seneste kautionsanmodning, citeret af The Guardian, har musikmogulen forsøgt at kontakte potentielle vidner og dermed påvirke offentligheden fra fængslet i et forsøg på at påvirke potentielle jurymedlemmer i hans kommende retssag, der inkludere anklager om blandt andet menneskehandel og overgreb. Redaktionen har samlet et overblik over den efterhånden omfattende sag mod Diddy, som bliver opdateret løbende. Find overblikket her. 

Anklagerne om vidnepåvirkning blev fremsat fredag aften i et retsdokument i en føderal domstol på Manhattan. En kautionshøring er planlagt til næste uge. Anklagerne tilføjer i følge The Guardian, at Diddy også har anbefalet markedsføringsstrategier, som skulle være med til at påvirke offentlighedens opfattelse af sagen, og at han allerede begyndte at bryde reglerne i forbindelse med sin tilbageholdelse i Metropolitan Detention Center i Brooklyn i forbindelse med anholdelsen i september 2024.

Læs også: Diddy anklages for at have misbrugt drengebørn, der søgte en karriere i musikbranchen


"Den tiltalte har gentagne gange vist – selv mens han er i varetægt – at han åbenlyst og gentagne gange overtræder regler for at påvirke udfaldet af sin sag på en uforsvarlig måde", skrev anklagerne i et indlæg, der indeholdt censurerede passager, og tilføjede:

"Den tiltalte har med andre ord vist, at han ikke kan stoles på i forhold til at overholde regler eller betingelser."

Anklagerne fremhævede blandt andet, at han havde rekrutteret familiemedlemmer til at planlægge og udføre en kampagne på sociale medier omkring hans fødselsdag med det det formål at påvirke den potentielle jury i denne straffesag. Diddy opfordrede desuden sine børn til at lægge en video op på deres sociale mediekonti, hvor de samledes for at fejre hans fødselsdag.

Derefter overvågede han tallene, herunder publikumsengagement, fra fængslet og "diskuterede eksplicit med sin familie, hvordan de kunne sikre, at videoen havde den ønskede effekt på potentielle jurymedlemmer i denne sag," ifølge anklagerne, som derudover argumenterer for, at det kan udledes af hans adfærd, at Diddy ønsker at afpresse ofre og vidner til tavshed eller til at give vidnesbyrd, der vil gavne hans forsvar. Rapperens advokater har endnu ikke svaret på anmodninger om en kommentar til det nye retsdokument fra The Guardian. 

Læs også: Diddy mister nøglerne til amerikansk by


Diddy har nægtet sig skyldig i anklager om, at han har tvunget og misbrugt kvinder i årevis med hjælp fra et netværk af associerede og ansatte, mens han tvang ofrene til at forblive tavse gennem afpresning og vold, herunder kidnapning og brandstiftelse.

To dommere har allerede konkluderet, at han udgør en fare for samfundet og en risiko for at flygte. Dog fremsatte hans advokater for nylig en tredje anmodning om kaution efter afvisningen af to tidligere forsøg, herunder et kautionsbeløb på 50 millioner dollars. I anmodningen henviste de til ændrede omstændigheder, herunder nye beviser, som de mente argumenterede for en løsladelse af den 55-årige rapper, så han bedre kunne forberede sig til sin retssag den 5. maj.

Men anklagerne sagde, at forsvarsadvokaterne havde udarbejdet deres nyeste kautionsforslag ved hjælp af beviser, som anklagerne havde overleveret til dem, og at materialet allerede var kendt af forsvarsadvokaterne, da de indsendte de tidligere kautionsanmodninger. I deres indlæg argumenterede anklagerne for, at hans adfærd i fængslet viser, at han skal forblive indespærret.


LÆS OGSÅ: Syv nye anklager mod Diddy: Voldtog en 13-årig ved VMA-efterfest

ANNONCE