Nyhed

Festival afslører de første navne til 2025

Plakaten til næste års festival løfter sløret for de første navne – en blanding af veletablerede og nye talenter

Festivalen Kultursalonerne Gisselfeld har netop offentliggjort de første kunstnere til næste års festivalprogram. Publikum kan se frem til et line-up, hvor hovednavnet Peter Sommer præsenterer nyt materiale på Gisselfeld Kloster, og Lydmor afslutter sin fem-GAFFA-stjernede turné "The Space Tour". Det afslører en pressemeddelelse fra arrangørerne bag festivalen.

Med tilføjelsen af både etablerede navne og spirende talenter på 2025-plakaten, lover festivalen en varieret musikoplevelse. I pressemeddelelsen udtaler arrangør Jesper Kemp, at målet netop er at skabe en balance mellem populære navne og nye, overraskende acts. Han beskriver programmet som en "skøn blanding af kommende og etablerede stjerner, publikums- og egne favoritter", og fremhæver Peter Sommer som det perfekte hovednavn til festivalens intime rammer. "Hans poetiske sange og stærke live-energi passer perfekt til en sommeraften foran det smukke Gisselfeld Kloster," udtaler Kemp.

GAFFA anmeldte senest Peter Sommer da han optråde på Smukfest i 2023. Den musikalske skanderborgenser blev belønnet med fem store stjerner og fik disse ord med på vejen: "Endnu en hjemmebanesejr fra det berømte bysbarn".


Derudover byder festivalen også på andre musikalske oplevelser som Dicte og Oscar Danielson & Det Stora Bandet, mens det nye navn Simone Tang får chancen for at overraske publikum med tre koncerter på festivalens intime Slotsscene, uddyber pressemeddelelsen.

Billetter kan købes til early bird-pris frem til den 11. november her.

LÆS OGSÅ: REPORTAGE: Kultursalonerne på Gisselfeld Kloster – en minimalistisk pendant til Heartland Festival


ANNONCE