Freja Kirk er klar med endnu en sårbar fortælling
For Freja Kirk har 2024 været et år, der har budt på en hel del følsomme refleksioner. Disse har fået lyd på, blandt andet singlerne "Man kan græde oceaner" og "Hils din mor" med Anne Linnet og Silvana Imam. Nu er sangeren klar med "Hele sommeren har det regnet", hvor Freja Kirk endnu engang deler en sårbar del af sit hjerte.
Ifølge en pressemeddelelse, er "Hele sommeren har det regnet" en beskrivelse af den smertefulde erkendelse af at have ladet et forhold falde fra hinanden uden at tage handling. Om singlen fortæller Freja Kirk i pressemeddelelsen:
"Jeg tog mig selv i at tænke, hvad gør man egentlig med alle de gamle billeder? Gemmer man dem, eller smider man dem ud? Så de lå der bare i sygt lang tid, for jeg kunne ærligt ikke overskue at deale med dem – det blev for real på en eller anden måde. Og så blev det til en sang."
"Hele sommeren har det regnet" er lavet i samarbejde med produceren William Asingh, også kaldet Vera, og sammen har de to forsøgt at kombinere guitaren med moderne hiphop-elementer, for at skabe en single, hvis formål er at sætte ord på de ting, vi ofte vælger at ignorere i vores relationer.
De fire nye singler, "Hele sommeren har det regnet", "Hils din mor", "Man kan græde oceaner" og "Hvad skal man kalde én som mig?", er det første musikalske udspil, vi hører fra Freja Kirk siden udgivelsen af "Say Goodnight" 2021.Vi skal dertil helt tilbage til 2020 for at finde sangerens sidste albumudgivelse Sloppy Seconds, der dengang fik fire stjerner fra GAFFAs anmelder. Som titlerne angiver, har Freja Kirk siden da skiftet til dansk, og de nye singler markerer derfor også en ny æra for stjernen.
Hør den nye single her:
P3 GULD 2024: Kæmpe fotoserie og interviews på den gyldne løber