Nyhed

Gimi visualiserer kampen mod OCD i ny musikvideo

Gimi udgiver musikvideo til "I Like U", der skildrer hans personlige kamp med OCD og angst og udfordrer stigmatiseringen af mental sundhed

Gimi udgav i sidste måned den første single "I Like U" fra sit kommende debutalbum, der lander i sommeren 2025. I dag udgiver han den tilhørende musikvideo, der skitserer hans personlige kamp med OCD og angst.

Musikvideoen er hans forsøg på at gøre op med den stigmatisering, der er omkring mental sundhed. Samtidig skal den være med til at tale åbent om angst og OCD. I pressemeddelelsen skriver han, at han håber, at hans personlige historie kan skabe en større forståelse for en ofte misforstået og underrepræsenteret lidelse

Bag Gimi finder man kunstner, sangskriver og producer Mërgim Krasniqi, der har sine rødder i Kosovo og sin barndom i det danske grænseland. Fra Padborg til London og nu København har han opsnappet inspiration fra forskellige kulturer. Hans musik er inspireret af 00'ernes popkultur blandet med den albanske musiktradition. I pressemeddelelsen beskrives hans lyriske univers som værende præget af romancer, sex og begær, krydret med humor og selvironi – elementer, der har skabt fundamentet for hans popunivers. 


Den nye musikvideo illustrerer en stalker, der følger Gimis liv. Når han er i byen, på caféer, skoven, i fitness eller hjemme hos sig selv. I løbet af videoen kommer stalkeren tættere på, hvor denne til sidst tager kontakt til Gimi. 

"Jeg ønskede at skabe en visuel repræsentation af min OCD og lave en video, der illustrerer hvordan det føles at være fanget i det headspace. Min OCD kommer nemlig til udtryk gennem tvangsforestillinger og gentagne tanker - ligesom stalkeren i videoen trænger OCD'en sig på, forfølger og iagttager hver eneste bevægelse"

Han lægger desuden vægt på, at OCD som angstlidelse påvirker mange mennesker. Samtidig ønsker han at aflive misforståelsen om, at det kun handler om rengøring, organisering og tvangshandlinger. Derimod kan det påvirke mennesker på mange forskellige måder. 


"Min idé var at lave en musikvideo hvor det ligner ægte optagelser fra en person, der bliver stalket. Jeg ønskede nemlig at sløre grænserne mellem virkelighed og fantasi - fordi det til tider er præcis, hvad min OCD kan gøre", forklarer Gimi og afslutter: 

"Er mine tanker baseret på virkeligheden, eller er det angsten, som taler til mig?"

Sangeren har selv kæmpet med mørke perioder, hvor angstlidelsen dominerede hans hverdag:


"Da jeg havde det værst, overtog min OCD fuldstændig mit liv. Den var altid der, iagttog, analyserede, dømte hvert skridt og forvrængede min virkelighed", siger han og fortsætter:

"Jeg havde et desperat behov for at afsløre alle mine fejl og alt hvad jeg følte var galt med mig selv. På en måde tvang min OCD mig til at udstille mig selv - og måske ved at udstille OCD'en og tale åbent om den, kan det hjælpe noget i mig og måske også andre."

Det kommende debutalbum, der lander i det nye år, kredser sig ligeledes omkring personlige fortællinger omhandlende identitet, seksualitet, angst og kærlighed, fremgår det i presseteksten.


Gimi har, med støtte fra BBC Introducing og medier som The Line of Best Fit og Paper Magazine, fået opmærksomhed i ind- og udland. Derudover har hans musikalske rejse allerede ført ham til lokale spillesteder samt festivaler som Copenhagen Pride og Prishtina Queer Festival.

Se den nye musikvideo her: 


LÆS OGSÅ: Ny prisuddeling vil hylde den uafhængige musikscene

ANNONCE