Lørdagens prisuddeling i Odense bød på en storslået fejring af traditioner og musikalsk diversitet
Lørdag aften løb DMA Roots 2024 af stablen på Magasinet i Odense som en del af festivalen Resonator. Aftenens vært, den erfarne radiovært Carsten Holm, førte publikum gennem en aften fyldt med prisuddelinger og musikalske optrædener. Arrangementet, der blev arrangeret af genreorganisationen Tempi, hyldede nogle af de største talenter inden for dansk rootsmusik. Aftens vindere af de seks DMA-priser er samlet nederst i artiklen sammen med vinderne af Tempis fire specialpriser, der blev uddelt som anderkendelser for særlige bidrag til rootsmusikken.
Aftenen startede med en musikalsk oplevelse fra trioen Stundom, der leverede et kort sæt med den virtuose klarinettist Jonas Frølund som gæst. Tilbage i oktober annoncerede gruppen deres tredje album, som hylder folkemusikkens rødder med et friskt pust.
Koncerten blev efterfulgt af en tale om fællesskab fra Tempis direktør, Laia Canals, der med sit mangeårige kendskab til branchen har formået at blive en stærk stemme for det danske rootsmusik miljø. Efter en kort pause fik publikum endnu en musikalsk optræden, da den internationalt anerkendte artist Loud Tiger gik på scenen.
Aftenens festlige afslutning blev leveret af Bjonko og hans band, der, ifølge en pressemeddelelse, "forvandlede Magasinet til en energisk balkan fest." Efter showet blev aftens afterparty skudt i gang på Frølageret, hvor Det Yderste Hav "spillede op til et vaskeægte sønderhobal, som blev taget vel imod af det feststemte publikum, der allerede var blevet varmet op af Bjonko," lyder det i pressemeddelelsen.
"Det har været en helt særlig aften her på Magasinet under Resonator Festival. Vi har her bevist at rootsgenren er et vidnesbyrd om det globale musikfællesskab, hvor tradition møder fornyelse. Vi har set, hvordan musik kan bringe mennesker sammen på tværs af både tid og grænser, som jeg personligt tror på, at vi har brug for i den tid, vi lever i i dag, og netop dét er rootsmusikkens superkraft," udtaler Jakob Kragesand, projektleder hos Tempi, i pressemeddelelsen.
Af pressemeddelelsen fremgår det også, at DMA Roots endnu engang flytter by. "(...) hvor i landet, vi skal finde 2025's rootsmusikalske fejring, bliver offentliggjort i starten af det nye år samtidig med, at der endnu en gang vil blive åbnet for indstillinger til de mange priser," lyder det fra arrangørerne.
LÆS OGSÅ: DMA 2024: Her er de nominerede i kategorien Årets Nye Danske Navn