Det er første gang nogensinde, at det danske band udgiver et samarbejde med en anden kunstner. Hør den her
The Minds of 99 udgiver i dag en liveversion af hittet "Under din sne", hvor forsanger Niels Brandt synger i en rørende duet med MØ. Singlen er en nyfortolkning, der markerer bandets første musikalske udspil fra koncertfilmen 3 døgn i Parken, der dokumenterer Minds' historiske tre koncerter i Parken i juni 2024.
Udover at være en nyfortolkning af en efterhånden folkekær sang, markerer udgivelsen også et skelsættende øjeblik i dansk musik. En pressemeddelelse forklarer nemlig, at det ikke alene er første gang, The Minds of 99 udgiver musik sammen med en anden kunstner – det er også første gang, at MØ synger på dansk i en kommerciel udgivelse. Derudover skrev koncerterne i Parken historie som en af de største livebegivenheder i Danmark, og MØs gæsteoptræden blev betragtet som et af de vigtigste højdepunkter.
Om samarbejdet udtaler den 36-årige sanger: "Vores relation går ret langt tilbage. Vi startede ud nogenlunde på samme tid, og jeg har altid været kæmpe fan af dem," siger hun i pressemeddelsen og forklarer desuden, "jeg har jo også sunget kor på et par af deres sange gennem tiden bland andet i 'Ung Kniv', og 'Under Din Sne', så på den måde var det jo 'full circle' at komme på scenen og synge den i duet med Niels."
Hør sangen her:
Koncertfilm på vej
Koncertfilmen, som singlen er en del af, har titlen 3 døgn i Parken og får premiere i biografer over hele landet den 20. februar 2025. Inden da kan filmen opleves ved tre eksklusive visninger i Store Vega i København den 19., 20. og 23. februar, oplyser pressemeddelelsen.