Efter 15 uger som nummer 1 på hitlisten i sin tid, mødte Lukas Graham sin overmand – nemlig den musikalske veteran, Johnny Madsen
I forbindelse med, at den musikalske veteran og folkekære Johnny Madsen er sovet stille ind den 4. november 2024, vender vi på redaktionen blikket mod dengang, hans seneste album væltede store stjerner af pinden og overtog førstepladsen på hitlisterne med storm.
Den originale artikel udkom den 07.10.2015 og kan læses her eller blot nedenfor:
Musikalsk veteran vælter Lukas Graham af pinden
Efter 15 uger som nummer 1 på hitlisten i sin tid, mødte Lukas Graham sin overmand – nemlig den musikalske veteran, Johnny Madsen
Johnny Madsen udgav sit seneste album "Godt Nyt" den 25. september. Her knapt to uger senere er albummet strøget direkte ind som nummer 1 på denne uges Album Top 40 på hitlisten.nu. Dermed bryder den kendte rock- og bluesveteran stimen for Lukas Graham, der har ligget nummer 1 på listen i hele 15 uger med albummet "Lukas Graham (Blue Album)". Lukas Graham er nu nummer 2, mens tredjepladsen indtages af The Weeknd og "Beauty Behind the Madness".
Øvrige nyheder på albumhitlisten er Disclosure med "Caracal" (nummer 9), Fetty Wap med "Fetty Wap" (nummer 12), Kasper Spez med "Logi" (nummer 13), New Order med "Music Complete" (nummer 26) og Don Henley med "Cass County" (nummer 31).
Tracklisten toppes igen i denne uge af Justin Bieber og "What Do You Mean?" foran Rasmus Seebach og "Uanset" og Gilli feat. Mellemfingamusik og "C'est La Vie". Nyheder er Page Four og "Fucking Smuk" (nummer 16), Shawn Mendes med "Stitches" (nummer 39) og Shaka Loveless featuring Simon Kvamm og "I Nat Er Vi Ladt" (nummer 40).
Tilbage i marts måned snakkede GAFFA med Johnny Madsens mangeårige makker, Knud Møller, om albummet og singlen "Godt Nyt", som Johnny Madsen synger sammen med Johan Olsen fra Magtens Korridorer.
"Godt Nyt" er en af mange skide gode sange fra det kommende album, og det har været en fornøjelse at indspille dem. Det er meget en bandplade med blandingen af nogle ballader og noget rigtig rock'n'roll, hvor spilleglæden er tydelig. Man kan høre, at vi virkelig har haft det hyggeligt i studiet. Johan og Johnny komplementerer hinanden rigtig godt, og de har forståelse for hinandens energi. Det er blevet meget organisk, for de synger med samme intensitet".
Hitlisteplaceringerne bestemmes af både fysisk og digitalt pladesalg.
Albummet anmeldes snarest af GAFFA (albummet er blevet anmeldt siden og fik fire stjerner, red.)
Lyt til titelnummeret featuring Johan Olsen her: