Ifølge Bornholms Tidendes oplysninger bliver den tidligere leder af Musikhuzet anklaget for svindel
I juli 2024 stod flere tidligere ansatte og frivillige frem med beretninger om dårligt arbejdsmiljø hos det bornholmske kulturhus Musikhuzet i Rønne. Stedets daglige leder Peer Kofoed Andersen blev hjemsendt på baggrund af en "personalesag", som TV2 Bornholm rapporterede, og på daværende tidspunkt var der ingen, der vidste, hvad der lå bag hjemsendelsen. GAFFA var dengang også i kontakt med bestyrelsesformand Mikkel Bach Jensen, der skrev i en mail til redaktionen, at bestyrelsen ikke havde nogen kommentar "for nuværende, da det er en personale sag".
Hjemsendelsen landede knap en måned efter Musikhuzet blev udpeget som regionalt spillested af Statens Kunstfond, hvilket sikrede kulturhuset 1,6 millioner kroner årligt de næste fire år. For nylig berettede Bornholms Tidende, at hjemsendelsen og den efterfølgende fyring af daværende leder Peer Kofoed Andersen skyldes "mange års økonomisk svindel". Ifølge mediet skulle en lille gruppe personer med tilknytning til stedet have indsamlet beviser mod lederen, hvilket blandt andet afslører, at "Peer Kofoed Andersen skulle have foretaget indkøb til privat brug, misbrugt Musikhuzets mandskabsvogn til privatbrug og ikke mindst have fjernet effekter fra Musikhuzet", som TV 2 Bornholm gengiver det.
Læs også: Her er de regionale spillesteder - og dem vi siger farvel til
En af Musikhuzets tidligere ansatte Ebbe Jacobsen, som også var medlem af ledelsen, står frem i Bornholms Tidende, hvor han beskriver sin oplevelse af forløbet, og blandt andet retter kritik mod Musikhuzets bestyrelse, som ikke politianmeldte svindlen:
"Jeg stod fuldstændig uforstående tilbage og tænkte: Det er simpelthen ikke i orden. Det her drejer sig om svindel med offentlige midler, og det krænker min retsfølelse, at man bare kan slippe af sted med det, fordi en bestyrelse er bange for at risikere Musikhuzets omdømme, eller hvad det nu er".
Bornholms Tidende har været i kontakt med Musikhuzets formand Mikkel Jensen, der ikke har nogen kommentar til artiklen, som kan læses her. Mediet har også kontaktet Peer Kofoed Andersen, som ikke er vendt tilbage på deres henvendelse.
GAFFA vil gerne vide, hvad der sker hos Statens Kunstfond i en sådan situation, hvor statens støttepenge kan have været involveret i svindel, og om det kommer til at have konsekvenser for kulturhusets fremtidige virke som regionalt spillested. GAFFA har været i kontakt med Statens Kunstfond og afventer svar på ovennævnte spørgsmål. Denne artikel vil bliver opdateret, når redaktionen har fået svar på vores henvendelse.
LÆS OGSÅ: Hundredvis af danske musikprojekter er udpeget til at modtage støtte fra Statens Kunstfond