Nyhed

Northside klar med seks nye navne

De seks nye navne slutter sig til et foreløbigt program på otte acts, der blev offentliggjort i slutningen af oktober

Northside Festival i Aarhus har netop offentliggjort seks nye navne til 2025-plakaten, og det bliver ingen mindre end britiske James Blake, den elektroniske duo Chase & Status, de to rockbands Weezer og Pom Pom Squad samt danske Saveus og Zar Paulo, der udgør de nyeste skud på festivalstammen. 

Den britiske superstjerne James Blake er kendt for sin forførende stemme og en uomgåelig fornemmelse for produktioner, lyder det i en pressemeddelelse fra festivalen. Han har haft stor succes som både soloartist og kollaboratør med kunstnere som blandt andre Travis Scott, og har revolutioneret lyden af moderne musik med sin unikke evne til at finde det intime i det storslåede - og det komplekse i det enkle, oplyser pressemeddelelsen. Blake var senest albumaktuel i 2023 med Playing Robots Into Heaven, som fik fire stjerner af GAFFAs anmelder. Han har dog for nylig udgivet singlen "Like The End", "så hvem ved – måske har han et helt nyt album med under armen, når han kommer til NorthSide til sommer," lyder det i en pressemeddelese fra festivalen. 

Den britiske dj-duo Chase & Status har opnået stor succes gennem 10'erne, hvor drum'n'bass-parret har samarbejdet med kunstnere som Rihanna og Cee-Lo Green og modtaget rosende ord fra storhittende Pharrell Williams og Snoop Dogg. Duoen har et stort katalog af album bag sig, ligesom de også har været aktive på livefronten. GAFFA anmeldte dem sidst, da de gæstede Vega i 2023, hvor anmelderen dog kun kunne trække den op på tre stjerner med den begrundelse, at duoens ene halvdel manglede: "På trods af at der stod Chase & Status på plakaten, så viste det sig kun at være den ene halvdel af den britiske drum and bass-duo, som dukkede op." Vi glæder os til at se dem begge på scenen i Eskelunden til sommer! 

Weezer kan i år fejre 30 års jubilæum for deres blå, selvbetitlede debutalbum, Weezer, fra 1994. Det har bandet blandt andet fejret med en koncertfilm ved navn Weezer's Voyage to the Blue Planet: The Concert Film, der udkom i midten af oktober. Weezer fik deres debut med albummet tilbage i 1994, hvor især sangene "Say It Ain't So" og "Buddy Holly" fik stor succes. Siden da har gruppen udgivet 14 studiealbum, senest tetralogien SZNZ fra 2022 bestående af Spring, Summer, Autumn og Winter. Northside annoncerede faktisk Weezer som et af de store hovednavne, for hvad der skulle have været Northside 2020, men grundet corona blev koncerten aflyst, og vi har derfor endnu ikke set Weezer live i Danmark. Heldigvis byder muligheden sig nu til sommer! 


Pom Pom Squad er Brooklyn-musikeren Mia Berrins pop-punkede projekt, der med både hård attitude og sårbarhed udforsker temaer som identitet, kærlighed og livet som queer, multikulturel newyorker anno 2024, oplyser pressemeddelelsen. 

Saveus har gennem årene cementeret sig som en solid, dansk artist, der, med sin elektroniske pop, storslåede gospelkor og tunge beats garanterer både fest og fællesskab, lyder det i pressemeddelelsen. GAFFA anmeldte Saveus sidst på Grøn Koncert i 2023, hvor anmelderen kvitterede med fire stjerner og ordene: "40 minutters gospel-venlig pop-sjæleføde er hermed indtaget af et publikum, som både er steget støt i deltagerantal og deltagerindlevelse. Den musik-religiøse og gåsehudsfremkaldende storhed, som Saveus også kan levere – ja, den er der altså kun i glimt trods glimrende og energisk velspil." 

Endelig byder den annoncerede musikpakke også på de danske, fremadstormende musikere i Zar Paulo. Den danske poprockgruppe blev dannet i Aarhus tilbage i 2015, og i 2018 udgav de debutsinglen “Radiotårn”. De fik dog først deres gennembrud i 2022 med singlen “Klap for fædrelandet”, efterfulgt af det velmodtagne debutalbum Elendig software (2023). De har turneret for udsolgte huse og er kendte for deres energifyldte liveoptrædender og samtidskommenterende tekster, der, blandt andet, har sikret dem fuld plade på koncertfronten - senest på Arena på dette års Roskilde Festival


I en pressemeddelelse fra festivalen opfordres der til at slå til på billetten snart, da prisen stiger betydeligt om kun to uger fra 2095,- mod 1895,- nu. Billetter kan købes på her.

LÆS OGSÅ: AI erstatter aldrig livemusik - når vi har Elendig Software

ANNONCE