Med ny musik under armene kan det amerikanske rockband snart opleves i København
Lyden af 90'ernes rockscene indtager Lille Vega den 13. maj 2025, når den alternative rockgruppe Throwing Muses fra USA besøger København med et hitkatalog, der spænder bredt fra starten af 90'erne og helt op i 20'erne.
Throwing Muses slog for alvor igennem med The Real Ramona fra 1991 og University fra 1995, der indeholder nogle af gruppens største hits heriblandt "Not Too Soon", "Bright Yellow Gun" og "Counting Backwards".
Gruppens seneste albumudgivelse var Sun Racket fra 2020, men efter fire års stilhed er Throwing Muses tilbage i studiet, og den nye single "Drugstore Drastic" markerer starten på et kommende år, der, udover at være fyldt med ny musik, også bliver året, hvor gruppen drager afsted på deres første europæiske turné siden 2011.
Sidste gang gruppen kunne opleves i Danmark var ligeledes i København, da de fejrede 25 år i branchen med en koncert i Lille Vega i 2011. GAFFA krediterede koncerten med fire stjerner og skrev: "Så er Throwing Muses definitivt færdige, efter 75 minutter. Ikke voldsomt rent kvantitativt, især fordi der ikke var opvarmning på, og man kunne godt have ønsket sig en noget længere koncert, når bandet nu skulle fejre hele 25 år i branchen. Lidt mere publikumskontakt ville heller ikke have skadet."
Gruppen, der består af Kristin Hersh i front, David Narcizo på trommer og Bernard Georges på bas, debuterede med House Tornado tilbage i 1988. Siden har de udgivet 11 studiealbum.
Billetsalget til koncerten er startet i dag.