De annoncerede navne tæller blandt andre Bikstok, der i 2025 kan fejre 20-års jubilæum
I slutningen af oktober kunne Ø Festival på Langeland løfte sløret for de første fem navne til festivalen, der løber af stablen den 24.-26. juli næste år.
Nu er festivalen klar med endnu en pakke på fem navne, og deltagerne på Langeland-festivalen kan næste år glæde sig til at opleve Soleima, Tue West, Goss, Patina og Bikstok. Sidstnævnte kan endda fejre deres 20-års jubilæum til sommer, når de spiller på festivalen.
Den traditionsrige Langelandsfestival måtte i 2022 lukke efter over 30 år i branchen grundet konkurs. I kølvandet på lukningen trådte nye aktører til for at udfylde tomrummet, hvilket førte til skabelsen af Ø Festival, som havde sin debut sidste år i 2023 på Rue Mark på Langeland. GAFFA beskrev debutfestivalen som Danmarks mest venlige festival, og som "et sted hvor gæster kan nyde musikken i afslappede, naturskønne omgivelser eller tage på ture for at opdage øens mange skatte."
Turné- og ep-aktuelle Patina, dyrker deres umiddelbarhed, glæden og legen ved musikken. Goss når altid udover scenekanten på sin egen og helt personlige måde, Soleima lægger med nye sange som "Den udødelige historie", endnu et lag på sin karriere, hvor melodisk pop stærkt, og Tue West kan alle vist synge med på, når hittene om kærlighed fra 90'erne slås an.
De fem navne slutter sig til det foreløbige line-up, bestående af Nik & Jay, Jada, Turboweekend, Lis Sørensen og Yör. Se det fulde program her:
Earlybird-billetter er i salg til 995 kr. indtil 15. december.
LÆS OGSÅ: REPORTAGE: Danmarks dejligste festival har set dagens lys