Nyhed

Queens of the Stone Age gør comeback på dansk festival

Bandet måtte i juli i år aflyse en række festivalkoncerter, herunder danske Syd for Solen, da frontmand Josh Homme skulle hasteopereres hjemme i USA

Der er rock på menuen, når Queens of the Stone Age indtager københavnerfestivalen Syd for Solen i august 2025. Det sker, efter bandet i år måtte aflyse deres koncert på festivalen, som følge af, at bandets frontfigur Josh Homme skulle hasteopereres i USA.

Det er derfor ekstra gode nyheder, at de erfarne guitarlegender vender vejen forbi Danmark og giver koncert som de øverste på plakaten lørdag den 9. august 2025. 

”Som musikbooker er det allersidste opkald, du har lyst til at modtage få uger før festivalstart, at dit hovednavn er nødt til at aflyse. Heldigvis lykkedes det os at få overtalt Jack White til at redde rock-lørdagen, hvor han rev himlen over Valbyparken fra hinanden. Vi holder meget af Josh Homme og er derfor både glade og lettede over, at han og resten af Queens of the Stone Age nu igen er i topform og klar til at sikre international kvalitetsrock til Danmark,“ siger Xenia Grigat, der er programansvarlig på Syd for Solen, i en pressemeddelelse. 


Bandet slutter sig til torsdagsnavnet, Chappell Roan, der blev offentliggjort i tirsdags

Queens of the Stone Age brød for alvor igennem i 2002 med ørkenrock-albummet Songs For The Deaf, der fik fuld plade hos GAFFA, hvor nyklassikerne, med de letgenkendelige guitarriffs "No One Knows" og "Go With The Flow", stammer fra. Siden har frontfigur i bandet Josh Homme lagt rockverdenen ned på både guitar og vokal uden at se sig tilbage. Bandets seneste album In Times New Roman fra 2023 fik fem stjerner af GAFFAs anmelder og følgende ord med på vejen: Med In Times New Roman får bandet sat foden ned som et nyere tids stærkeste rockbands."

Ovenstående titel sætter bandet en fed streg under, når de står på scenen, hvilket blev særligt bemærket af GAFFAs anmelder, da han oplevede dem live på Roskilde Festival i 2023. Her kvitterede han med seks stjerner og ordene "stærkere end nogensinde." Bandets styrke på livefronten har ligeledes gjort sig bemærket hos holdet bag Syd for Solen:

”Queens of the Stone Age er et medrivende liveband på grund af det imponerende bagkatalog og deres høje musikalske kunnen kombineret med Josh Hommes dragende scene-nærvær. Det er rock, du ikke kan ryste af dig, og vi tror på, at de også kommer til at imponere den yngre generation af festivalgæster,“ udtaler Xenia Grigat i en pressemeddelelse. 

Sortklædt lørdag
Ifølge pressemeddelelsen bygger Syd for Solen en hel festivaldag op omkring hovednavnet, hvor lørdagen traditionelt er holdt i guitarrockens tegn, hvilket tidligere års artister som Jack White, The War on Drugs, The National, Iggy Pop, The Walkmen, The Kills, Viagra Boys og The Raveonettes bevidner. Der er dermed lagt op til en sortklædt lørdag, og hvem der ellers kommer til at akkompagnere Queens of the Stone Age om lørdagen, bliver offentliggjort løbende. 


Billetsalget starter den 3. december kl. 10:00 og ligesom sidste år vil det, foruden endagsbilletter, i 2025 også være muligt at købe billetter til både to eller tre dage på festivalen. 

LÆS OGSÅ: Stærkere end nogensinde

ANNONCE