Tobias Rahim spiller kun to koncerter i Jylland til sommer, og Suset-gæsterne kan derfor glæde sig til en eksklusiv koncertoplevelse, når den dansk-kurdiske sanger indtager Esbjerg Havn
Festivalen Suset i Esbjerg har netop offentliggjort Tobias Rahim som det første hovednavn på sommerens festival, der finder sted på Esbjerg Havn den 22.-23. august 2025. En pressemeddelelse fra festivalen oplyser, at den populære dansk-kurdiske sanger kun spiller to koncerter i Jylland til sommer, hvorfor Suset-gæsterne kan glæde sig til en eksklusiv koncertoplevelse, når Tobias Rahim indtager Esbjerg Havn fredag den 22. august 2025.
Tobias Rahim slutter sig til et foreløbigt program på seks navne, der blev offentliggjort i sidste. De første kunstnere til 2025-plakaten var Aqua, Hugorm, Annika, Kellermensch, Turboweekend og Lamin. Om dagens annoncering udtaler festivaldirektør, Tobias Kippenberger:
"Tobias Rahim er én af årtiets største kunstnere herhjemme, og vi er ovenud begejstrede for, at han vælger at lægge vejen forbi Esbjerg med én af sine blot to koncerter i Jylland næste sommer. Han har en helt særlig evne til at samle os danskere om de store følelser – både dem, der går i hjertekulen og dem, der går i danseskoene. Vi kan slet ikke vente med at opleve magien fra hans mange hits, når han står på scenen på Esbjerg Havn med havet og solnedgangen som bagtæppe."
Tobias Rahim var oprindeligt en del af reggaeton-duoen Camilo & Grande, der blev dannet i 2012 og ep-debuterede i 2015. Rahim gik sidenhen solo i 2016 og udsendte sin selvbetitlede solo-debut-ep i 2017. I 2020 udgav han sit første soloalbum National Romantik, men fik først sit folkelige gennembrud i 2021 med Andreas Odbjerg-duetten “Stor mand”. Rahim har siden hittet massivt med det seksstjernede album Når sjælen kaster op (2022)samt ep'en ¿Happy Ending? fra 2023, der ligeledes fik fuld plade af GAFFAs anmelder. Dette er uden at nævne hans mange hitsingler, herunder den DMA-nominerede "Dark Room" i samarbejde med Icekiid og "Bellevue" i samarbejde med D1MA, der var nomineret til P3 Lytterhittet ved dette års P3 Guld.
GAFFA anmeldte ham sidst i Byparken i Aarhus i år, hvor han modtog fire stjerner for sin optræden og ordene: "På trods af Aarhus Festuges manglende logistik, der bliver en sten i skoen for helhedsoplevelsen af koncerten, gav Tobias Rahim en, som altid, formidabel liveoptræden, hvor han endnu engang beviste, at han hører hjemme på scenen. En scene og en sætliste, der dog godt kunne trænge til en frisk makeover, da vi efterhånden snart kan lukke øjnene og gengive showet som en skør feberdrøm."
Ifølge pressemeddelelsen, er der "snart endnu flere nyheder på musikfronten, og de kommende måneder vil der løbende blive annonceret både flere navne til plakaten samt madprogram og særlige events, der kan opleves til Suset Festival."
Billetsalget skydes i gang med dagsbilletter den 29. november.
LÆS OGSÅ: Hitmageren holder stadig hele vejen – og luftede ny banger