Tate McRae overrasker med både albumannoncering og verdensturné
Den amerikanske popsensation Tate McRae er stormet frem siden udgivelsen sit andet studiealbum Think Later fra 2023 med hittet "Greedy". Især på TikTok har sangeren fået enormt medvind, og den nyeste single "It's ok I'm ok" florerer overalt på mediet. Nu annoncerer sangeren sit tredje studiealbum So Close To What og hertil en verdenturné i 2025 under navnet Miss Possesive Tour.
So Close To What udkommer den 21. februar 2025 og skildrer, ifølge en pressemeddelelse, "rejsen mod voksenlivet, når vejen føles uendelig, og målet bliver stadig mere uopnåeligt. Det er en introspektiv udforskning af selvopdagelse, kærlighed og søgen efter balance i usikre øjeblikke."
Allerede i nat kan man se frem til efterfølgeren til den populære "It's ok I'm ok" og endnu en forsmag på, hvad der er i vente på det kommende album, når Tate McRae udgiver singlen "2 Hands", og tilhørende musikvideo klokken 01.00.
I forbindelse med albumudgivelsen drager Tate McRae ud på en verdensomspændende turné i 2025, der med 50 koncerter blandt andet tager hende forbi Paris, Amsterdam, London og ikke mindst, Royal Arena i København den 30. maj 2025. Sangeren Benee slutter sig til den europæisk del af Tate McRaes turné, hvorimod svenske Zara Larsson gæster sangeren i USA og Canada.
Tate McRae udgav sidste år sit andet studiealbum Think Later, der skød direkte op på hitlisterne, men GAFFAs anmelder var derimod knap så tilfreds og krediterede kun albummet med to stjerner og skrev: "Hvis det skal siges helt kort, har Canadas Billie Eilish lavet et rigtigt kedeligt album uden nogen form for nerve eller sjæl. Jeg ville ikke, om så mit liv afhang af det, kunne gengive et eneste af de 14 numre til trods for flere gennemlytninger – og det er i min optik altså lidt af en falliterklæring."
Popfænomenet formåede dog, at skovle en hel del flere stjerner ind, da GAFFA oplevede hende i Falkoner Salen i København tilbage i maj 2024, hvor hun hev hele fem stjerner hjem, og GAFFAs anmelder skrev: "Formår hun fremover at mixe sin nyfundne trap-pop hitskabelon med hendes helt særegne talent for balleder, så bliver hun på toppen, og vil snart være et navn, de fleste kan nikke genkendende til. Live-leveringen fejler i hvert fald heller ikke noget."
Billetter til koncerten kan findes her.
Hør den seneste single "It's ok I'm okay" her: