Nyhed

Tønder Festival 2025 tilføjer seks nye navne til plakaten

Festivalen tilføjer seks nye navne til næste års program, der byder på danske såvel som udenlandske kunstnere

Tønder Festival har netop løftet sløret for yderligere seks kunstnere til næste års program. De nye tilføjelser spænder fra danske musikveteraner til internationale stjerner fra Australien, Canada og Skotland.

Blandt de internationale stjerner findes den australske trio Sons Of The East, som er kendt for deres indie-folkpop og voksende succes. Det er første gang, de besøger Tønder Festival, og det vil, ifølge en pressemeddelelse, samtidig være deres eneste optræden i Danmark i 2025.

Fra Canada byder programmet på den prisvindende violinist Natalie MacMaster, som vender tilbage til Tønder sammen med sin mand og musikalske makker Donnell Leahy. Dertil afsløres også The Lonesome Ace Stringband og americana-duoen Quote the Raven. Ydermere repræsenteres Skotland igen på plakaten med trioen The Langan Band. Fra Skotland findes nemlig også festivalens første annoncerede navn, bandet Elephant Sessions, som skulle have spillet der i år, men som var nødsaget til at aflyse grundet voldsomt skybrud.


Det er ikke kun udenlandske navne, der pryder 2025-programmet. Pressemeddelelsen løfter nemlig også sløret for den danske front, hvor 68-årige Michael Falch vil indtage festivalen ledsaget sit nye band, Zonen.

LÆS OGSÅ: Oysterband kommer til Danmark for sidste gang

ANNONCE