Den 76-årige sanger optrådte for at kæmpe for kvinders rettigheder op til det amerikanske præsidentvalg. Se hendes optræden her
"Dit liv er for evigt ændret, og alle de rettigheder, du havde i går, er taget væk - og nu er du bange".
Sådan synger frontkvinden i Fleetwood Mac, den 76-årige Stevie Nicks, i sin seneste solosingle "Lighthouse".
I optakten til det store valgdøgn har en lang række musikere bekendt politisk kultur og opfordret deres fans til at engagere sig politisk. Heriblandt Stevie Nicks, som i et opslag på Instagram beskriver baggrunden for at skrive sangen "Lighthouse":
"Jeg skrev den, fordi jeg følte, at der var brug for at stå sammen som en kollektiv kraft i lyset af denne beslutning", med reference til bortskaffelsen af den frie abort i flere stater. Dermed beskrev Stevie Nicks singlen som "en personlig mission om at bruge musikken til at støtte de kvinder, hvis rettigheder blev påvirket af domsafgørelsen".
I forgårs, mandag den 4. november, optrådte hun med netop den sang på det amerikanske tv-program Jimmy Kimmel Live. En optræden, der ifølge det britiske medie Billboard cementerede singlen som en "kvindekampsang", særligt set i lyset af præsidentvalget, hvor mange mente, at Kamala Harris i højere grad ville støtte kvinders rettigheder end modparten. Se hendes optræden her:
En reaktion på bortskaffelsen af fri abort
Ifølge Billboard skrev Stevie Nicks sangen kort efter USAs højesteret ophævede den historiske "Roe vs. Wade"-afgørelse fra 1973, som skulle sikre amerikanske kvinder en forfatningsmæssig ret til at få fri abort. Afgørelsen i 1973 blev ifølge Zetland betragtet som en milepæl i kvinders rettigheder og i den amerikanske debat om reproduktiv frihed, da den fastslog, at statslige love, der forbyder abort, var i strid med retten til privatliv i forfatningen.
Men i juli 2022 besluttede USAs højesteret altså at omstøde "Roe vs. Wade"-afgørelsen, så hver enkel delstat i dag individuelt kan afgøre, om de ønsker fri abort. Det medførte, at en række stater fjernede muligheden, og i efteråret 2023 kunne Ugeskriftet for Læger konstatere at 13 af de 50 delstater siden indførte abortforbud, og at der i yderligere 15 delstater blev indført forskellige restriktioner.
Som konsekvens af den beslutning fyldte retten til fri abort særdeles meget i den politiske valgkamp i år. Mens demokraternes præsidentkandidat Kamala Harris har kæmpet for at bevare rettigheden til fri abort, har republikanernes Donald Trump været mere vævende i sin vurdering og ikke rigtigt meldt kulør, forklarer DR. Men fordi det republikanske parti bredt set er enige om at afskaffe rettigheden, frygter abort-fortalere, hvad det nye magtskifte vil medføre. Og med slaget netop afgjort med et overtal af valgmænd til Trump, som til januar 2025 overtager præsidentposten fra demokraten Joe Biden, vil fremtiden vise, om amerikaners liv "er evigt ændret", som Stevie Nicks sang antyder, hvorefter hun synger: "Fordi alt, hvad jeg kæmpede for, for længe siden i en drøm, er væk".
Hør sangen på Spotify her:
LÆS OGSÅ: Billie Eilish til publikum: Tiderne er virkelig skræmmende