Nyhed

Vilma vil gerne forlades på ny single

Vilmas første single i 2024 har et bizart ønske

Marie Vilsbøll, bedre kendt som Vilma, udgav sidste år det anmelderroste debutalbum Kærlighedserklæringer. Siden da har hun udgivet hele to singler "Vis mig det jeg har glemt" og "Rør ved min". Nu er hun klar med endnu en single "Det kan ikke være sne", der med rødder i sangerens teenageår, udtrykker et ønske om, at blive forladt.

”Fortællingen er fra et tidligere forhold, hvor jeg egentlig godt vidste, at grunden til, at jeg ikke var blevet forladt endnu, var af medlidenhed. Sangen udtrykker mit ønske om at blive forladt for at kunne få lov til at gennemgå hjertesorgen og lade den anden komme videre, da jeg på ingen måde selv kunne tage valget, fortæller Marie Vilsbøll i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen skal "Det kan ikke være sne" danne rammerne for en helt speciel setting: "Forestil dig den type snefald, som nemt kunne sætte scenen for en kærlighedserklæring i en romantisk julekomedie. Den tunge, hvide, fredelige og smukke sne, der dækker så fint. Den sne kan man ikke bruge som undskyldning for dårligt humør i en situation, som burde skabe rom-com-vibes i stedet for:"


”Det er dét billede og den følelse, som jeg forstillede mig, da jeg skulle sætte ord på de følelser, jeg havde. En følelse af, at der er noget usagt, som begge egentlig godt er klar over, men som ingen har lyst til at kaste sig ud i at sige højt,” uddyber Marie Vilsbøll.

Vilmas debutalbum Kærlighedserklæringer modtog stor ros fra GAFFAs anmelder, der krediterede med hele fem stjerner og skrev: "Vilmas tekster er både sårbare og ærlige. Faktisk i så høj grad, at det somme tider kan føles som om, man træder ind over sangerindens intimsfære. Som om hun har taget sin dagbog ud af sengebordsskuffen, åbnet den og sunget de første 14 sider. Det kan føles intimiderende som lytter. Men det er måske bare, fordi Vilma rammer en nerve, som virkelig kan mærkes indeni."

Hør det den nye single her:


Danske Vilma rammer en nerve på stærkt debutalbum

ANNONCE