Det svenske band siger farvel med en spektakulær koncert i Stockholm, men lover også en afskedskoncert Danmark
Bob Hund forbereder sig på at give en uforglemmelig koncert den 30. august 2025, når bandet træder ind på scenen i Stockholm for at sige farvel til deres fans. Bandet afslører dog også i en pressemeddelelse, at danske fans ikke nødvendigvis behøver at drage helt til Stockholm for at se deres sidste show. Bob Hund lover nemlig, at de også vil sætte snuden mod Danmark og holde afskedskoncert. Hvornår denne finder sted, er dog endnu ikke annonceret.
Det svenske band har i over 40 år underholdt publikum fra store festivaler til små spillesteder, altid med en indstilling om, at hver koncert er den vigtigste, skriver de i pressemeddelelsen. Dertil forklarer de, at bandet nu ser frem til rent faktisk at gå på scenen én sidste gang og lover, at koncerten bliver en energisk og smuk oplevelse, som fans sent vil glemme. Koncerten, der er døbt "slutscenen", markerer derved ikke blot afslutningen på deres karriere, og en epoke, men også en fejring af det fællesskab, der er blevet bygget op gennem årene.
GAFFA har tidligere anmeldt flere af "hundenes" koncerter i Danmark, blandt andet ved Roskilde Festival tilbage i 2015. Her blæste de anmelderen bagover med deres energi, nerve og særdeles store indlevelse, hvilket medførte fem store stjerner og gloserne: "Som en energisk køter med fråde om munden får bandet pisket stemningen op til uanede højder".
En præcis dato for deres slutscene-show i Danmark er endnu ukendt, men pressemeddelelsen lover, at bandet arbejder på det.